På 5.uge har fartøjerne ikke været ude af havnen. Fiskerne mødes onsdag i Esbjerg for at drøfte situationen.
Afsætningsvanskeligheder og usikkerhed omkring prisen for hesterejer, førte i slutningen af april måned til, at de 27 danske licensfartøjer til hesterejefiskeri besluttede at blive i havn.
I første omgang var der håb om, at en pause på et par uger ville løse op for markedssituationen, men en bedring har trukket ud.
De danske fiskere har nu sat hinanden stævne onsdag middag i Esbjerg, hvor man vil drøfte situationen.
Tyske og hollandske fartøjer har, på samme måde som danskerne, været bundet til kaj. Tirsdag mødtes en gruppe af hollænderne for at drøfte mulighederne. På mødet blev det besluttet at opstarte et begrænset fiskeri på op til 1.500 kg. pr. kutter. Hollænderne vil forsøge at afsætte fangsterne via auktion – og, når de første rejer er omsat, vil man atter tage bestik af situationen.