RWE har vundet udbuddet om at opføre en havvindmøllepark 22 kilometer ud for Thorsminde. Nu er projektet rykket et skridt tættere på, da Energistyrelsen har modtaget få høringssvar efter offentliggørelsen af miljøkonsekvensrapporten for havvindmølleparken Thor.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern
Energistyrelsen har modtaget otte høringssvar i forbindelse med rapporten. Disse svar handler hovedsageligt om, hvordan møllerne skal opstilles, lysafmærkning, støj, værditab af ejendomme, miljøpåvirkninger og fiskeri.
Bekymrede Fiskere
Fiskerne har udtrykt bekymring over projektet. Alfred Fisker Hansen, formand for Thyborøn-Thorsminde Fiskeriforening, har tidligere udtalt, at kollegaer nær en lignende havvindmøllepark i Kattegat har oplevet et drastisk fald i fiskefangsten, og han frygter det samme vil ske her. RWE har dog forsøgt at tage hensyn ved at flytte nogle af møllerne væk fra områder, hvor mange fiskere arbejder.
Energistyrelsen vil nu vurdere, om de modtagne høringssvar kræver yderligere miljøvurderinger eller ændringer, inden etableringstilladelsen kan gives. Når denne tilladelse er givet, kan RWE begynde anlægsarbejdet, som forventes at tage et par år. Mens arbejdet står på, vil fiskerne blive nødt til at finde andre steder at fiske, da området vil være lukket ned.
Thor Havvindmøllepark vil bestå af 72 vindmøller og forventes at stå klar i 2027. Når parken er færdig, vil den kunne levere grøn strøm til en million danske husstande.