Det skriver holdet bag Havhøst i deres nytårshilsen, på baggrund af et 2023, hvor havet for alvor kom på dagsordnen. Selvom det var på et bagtæppe af iltsvind og fiskedød, så mener Havhøst-holdet, at det har været positivt endeligt at kunne mærke opmærksomhed og at havet nu bliver anerkendt for den store rolle, det spiller i det samlede øko- og klimasystem. Håbet er derfor fra Havhøst’s side, at denne opmærksomhed bliver til handling og at 2024 bliver havets år i tangens tegn.
Holdet bag Havhøst, påpeger den store opbakning der er til deres arbejde, som nu anerkendes fra centralt hold, med bevilling fra blandt andet Fiskeristyrelsens Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram, der her sidst i 2023 har bevilget penge til at hjælpe de første kystfiskere i gang med at dyrke tang.
Ligeledes har Novo Nordisk Fonden givet en bevilling til at udvide Havhøst’s nationale undervisningsindsats i projektet »Haven i havet«, der er et nationalt undervisningprogram, der tager udgangspunkt i de maritime nyttehaver der dukker op langs de danske kyster.
Men for de danske kystfiskere har det udmøntet sig i støtte til at dyrke tang som en alternativ indtægtskilde.
I et nyt projekt, støttet af Fiskeristyrelsen og gennemført i samarbejde med Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, udforsker kystnære erhvervsfiskere nu mulighederne for at dyrke tang, muslinger og østers regenerativt i havet, som et alternativ til det traditionelle fiskeri. Dette initiativ forsøger at vise en ny retning for de kystnære erhvervsfiskere, der bliver påvirket af nedgangen i det traditionele fiskeri.
Selv ser stifter af Havhøst, Joachim Hjerl, projektet som en mulighed for at skifte fokus fra blot at fange vilde fisk til aktivt at dyrke afgrøder i havet, baseret på regenerativ produktion og bæredygtige forretningsmodeller. Projektet har modtaget støtte fra Fiskeristyrelsen og har til formål at hjælpe fiskerne med at integrere tangdyrkning, som en del af deres eksisterende fiskeriaktiviteter.
Her er Lars Rasmussen fra Korsør, nu én af de fiskere, der tager skridtet for at dyrke tang ved siden af sit fiskeri. Han har oplevet forringelsen af havmiljøet og ser tangdyrkning som en mulighed for at skabe en mere bæredygtig indkomstkilde for kystfiskerne i fremtiden.
David Lange, der er direktør for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, ser frem til at samle konkrete erfaringer med dette initiativ og forventer, at de indsamlede data bliver værdifulde for fremtidige bæredygtige fødevareproduktioner fra havet. Dette projekt forsøger at besvare spørgsmål om omkostninger, indtjeningsmuligheder og markedsaspekter ved tangdyrkning, som kan guide fremtidige initiativer for de kystnære fiskere.
Du kan læse lidt mere om hvad du har brug for at vide, før du kaster dig ud i en tilværelse som havbonde – her i »Håndborg for havbønder«.