En lidt morsom påstand fra en lokal fisker, vil nogle vel mene, men alligevel er det sagt og ment i ramme alvor.
NaturErhvervstyrelsen er i dag centralt styrende, når det gælder fiskeriet. De modtager de lovpligtige indberetninger og tilmeldinger fra fiskerne, og har derfor, for fiskerne, en livsvigtig funktion at varetage.
Man forventer derfor at denne meget strukturerede, bureaukratiske, bødeudstedende og regelforfølgende instans, har orden i sine forbindelseslinier og har en acceptabel tilgængelighed. Især når udeblivende indberetninger kan føre til bødeforlæg og straf.
Det er er derfor dybt frustrerende for fiskerne, at denne tilgængelighed hindres af dårlig opkobling og EDB problemer i længere perioder, som ikke bliver bedre af, at når man så prøver at komme igennem pr. telefon så er folk ofte til møde eller også har de fri.
Det er derfor lidt tragikomisk, at når man som fisker, skal bruge styrelsen, ja så er de der ikke, men når man så lige lander nogle få kasser skrubber, ja så er kontrollen der pludseligt, og nu behøver man dem ikke.
Det har fået en fisker, som FiskerForum kender navnet på, til at undre sig over prioriteringerne i NaturErhvervstyrelsen, med hensyn til bemanding de steder hvor der er brug for det. Det skærer derfor fiskeren i øjnene, når man lige har prøvet at komme igennem både på EDB og efterfølgende pr. telefon, uden at komme i kontakt med rette vedkommende, at man så samtidig kan opleve en kontrol der i næsten fire timer kan sidde og vente på han kommer ind til kajen med dagens fangst. Og det vel og mærke til en havn, hvor han den pågældende dag var den eneste kutter der var ude. To mand i en bil, mod èn fisker med båd.. giver det mening.
Han foreslår derfor spøgefuldt, om man ikke i stedet kunne give hver fisker en kontrollør med ombord, så kan de selv lige skrive deres rapporter, melde farvandsskift og tilmelde landinger og veje og sortere fiskene inden de landes. Det må da efterhånden være sådan, at den afdeling må have nogle hænder i overskud. For kystfiskerne bliver færre og færre, og den håndfuld der er tilbage, kan da umuligt beskæftige alle de folk, som tilsyneladende er i NaturErhvervstyrelsens kontrolafdeling.
En betydelig sidegevinst ville samtidig være, at de få fiskere der er tilbage i erhvervet, kan få sig nogle rolige og fredfyldte nætter og for engang skyld prøve at sove godt igennem og få en god nats søvn. I stedet for som det er nu, hvor man ligger og vrider og vender sig, for tænk nu hvis man ikke lige havde husket at udfylde skemaerne rigtigt eller havde man nu også husket at tilmelde i tide. Fejl der meget nemt kan koste op til 5000 kroner i bøde, for en uanseelig lille ubetydelig bagatel, men som kan betyde en verden til forskel, for en fisker, hvor hver en øre tæller.
Man kan godt forstå fiskernes frustrationer. Man kan næsten ikke fange fisk nok til at betale udgifterne og driften af båden med. Priserne er elendige og med et bureaukratisk formynderi, så kan gentagne opkoblingsproblemer med PC`eren til NaturErhvervstyrelsen, få selv den bedste i selvsving.
Alene det at kalde op til NaturErhvervstyrelsen, for at melde problemet med at systemet ikke virker, kan give en røde knopper og et forhøjet blodtryk. Man får her fem valgmuligheder, som kort kan beskrives med, at dansk fiskeri ikke lige ligger øverst på hitlisten ved NaturErhvervstyrelsens telefonomstilling. Man får fem valgmuligheder og efter møjsommeligt at lytte sig igennem rækken af valgmulighederne, omhandlende alt fra gødning, natur 2000 og miljøprojekter samt hele landbrugsloven og økologien, kommer man ind over overdragelse af betalingsrettigheder samt tast selv service og skemaer til internettet m.m. kan man trykke fire for at få afdelingen for fiskeri. Her er de fleste vist gået døde. For de vedholdene og standhaftige, møder man næste problem, folk er næsten aldrig tilstede ellers er de på kursus, ferie eller andet. Det er selvfølgelig at sætte sagen lidt på spidsen, men sådan er det vel, når man skal bruge noget, så er det der som regel aldrig.
For at føje spot til skade, har NaturErhvervstyrelsen netop sendt et spørgeskema ud til deres brugere og kunder, hvor man spørger om hvorledes man oplever styrelsens service.
Du kan finde linket til skemat herunder, hvor man kan give sin uforbeholdne mening til kende, nu håber vi så bare man kan komme igennem og få forbindelsen..
FiskerForum.com