I en tid, hvor Danmark på den ene side råber op om krigsberedskab og truer med en krigsskat i kølvandet på en militær konflikt, udspiller der sig en helt anden, barok og nærmest naiv kamp på hjemmefronten. Vores fødevareforsyning – den grundpille, der sikrer nationens overlevelse under krig – trues af ugennemtænkte grønne tiltag, som kan lamme hele brancher.
Èt af disse tiltag og et centralt element i den grønne dagsorden er indførelsen af en CO2-afgift, som på papiret skulle drive en omstilling til et grønnere samfund. Trods en udskydelse for fiskeriet rammer denne afgift alligevel de danske fiskeres betalingsevne og kreditværdighed. Bankerne, der ser en forringet likviditet, er allerede ved at skærpe kravene, hvilket kan få alvorlige konsekvenser – herunder lukning af virksomheder, som er en uundgåelig følge, hvis fiskerierne ikke længere kan opretholde driften.
Landbruget og transporterhvervet mærker ligeledes presset fra SVM-regeringens mange stramninger på det grønne område. Med indførelsen af km-afgifter og CO2-afgifter på diesel stiger omkostningerne markant. De nye regler gør det sværere for landmændene at dyrke jorden og opdrætte dyr under de nuværende forhold. For fødevareerhvervene, som allerede kæmper for at holde sig oven vande, er situationen nu yderst kritisk.
Kampen for fødevaresuverænitet
Det er netop denne kamp der skal sikre, at vi som land og samfund har fuld kontrol over vores egen fødevareproduktion og -forsyning. Det indebærer en stræben efter uafhængighed fra eksterne aktører og globale markeder, så beslutninger om landbrug og fødevareproduktion træffes ud fra nationale eller lokale interesser. Målet er at beskytte og styrke de lokale fødevaresystemer, så de kan opretholde en stabil og bæredygtig forsyning, uanset internationale udsving og politiske pres. Det er netop under disse forhold, at fødevareerhvervene ikke er stille. Kampagnen »No Farmers, No Food, No Future« skal opfattes som et råb om hjælp fra en sektor, der står i fare for at blive kvalt af en overvældende mængde grønne afgifter og regulativer.
Budskabet fra fødevareerhvervene er ellers klart: Alle afgifter og regler samt trawlforbud og øgede likviditetskrav, bør sættes i bero – og den grønne trepartsaftale bør stoppes og gentænkes til et punkt, hvor fødevareerhvervene kan følge med. Et forceret tempo i denne omstilling, hvor muligheden for teknologisk omstilling eksempelvis ifht. fiskeriet ikke er fulgt, har skabt en afgrundsdyb polarisering mellem »produktions-Danmark« og »det kulturradikale venstrefløjs« Danmark.
Paradokset er slående
- På den ene side hæver politikerne krigsindsatsen, så Danmark kan rustes til en potentiel ekstern konflikt og krig.
- På den anden side lægges der en tung afgiftsdyne over vores fødevareerhverv – brancher, der netop i en krigssituation er afgørende for nationens overlevelse. Erhverv, som burde være prioriteret og beskyttet, risikerer nu at lukke ned, hvilket sætter hele den nationale selvforsyning i fare.
Denne »dobbeltstandard« er ikke blot en teoretisk diskussion, men en akut og meget nærværende trussel mod dansk fødevaresikkerhed. Hvis landmænd og fiskere mister deres økonomiske fundament og bæredygtighed, vil Danmark stå med en alvorlig mangel på fødevarer, netop når det i en krigssituation er helt altafgørende, at kunne producere og fordele mad til befolkningen.
Det er alarmerende, at vi, mens vi forbereder os på at bekæmpe en ydre trussel, samtidig svækker de grundpiller, der skal sikre vores egen overlevelse.
Vi skal ikke sætte den grønne dagsorden på pause, men i stedet sikre, at fødevareerhvervene kan omstille sig i et tempo, der ikke knækker dem. Reglerne skal tilpasses, og vi skal til fulde udnytte de teknologiske muligheder der er. Men det er ikke acceptabelt at forcere forandringer, for så risikerer vi, at dele af erhvervene ikke kan følge med og overleve – og det er der ingen der ønsker, især ikke i en eventuel »krigssituation«, som vi står i netop nu.
Det er en grotesk politisk situation
En SVM-Regering, der med den ene hånd mobiliserer ressourcer og snakker om krig / krigsskat, og med den anden hånd pålægger erhverv, der er fundamentale for vores nationale selvforsyning, byrder og regler, der truer med at få dem til at lukke. Denne »dobbeltstandard« må gentænkes og rettes til i tempo, hvis Danmark skal sikre både sin fremtid og sin evne til at klare sig i en eventuel og mulig »krigssituation«. Det er tid til, at politikkerne kommer til enighed og ser realiteterne i øjnene – for uden stabile fødevareerhverv kan vi ikke stå imod en krise, hverken ude eller inde for landets grænser.
