Leder af redaktionen FiskerForum.dk
Danskerne bruger mindre af husholdningsbudgettet på selve maden end på både transport og fritid, samtidig med at politikere kræver mere økologi, grønnere landbrug og bæredygtigt fiskeri. Det paradoks bør få os til at overveje, om momsen skal bruges langt mere målrettet: Gør de fødevarer, vi ønsker mere af, markant billigere – og lad efterspørgslen trække produktionen i den grønne retning.
Vi stiller stadig større krav til dem, der producerer vores mad.
Landbruget skal reducere klima- og miljøbelastningen, omlægge arealer, levere mere økologi og på sigt producere flere plantebaserede fødevarer. Fiskeriet skal reducere CO2-aftrykket, dokumentere bæredygtige bestande og leve op til stadig flere krav om certificering, miljøhensyn og sporbarhed.
Men ved kassebåndet fortæller danskerne en anden historie
Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse for 2024 viser, at fødevarer, alkohol og tobak kun står for 129 kroner, hver gang en gennemsnitlig dansk husstand bruger 1.000 kroner.
Til sammenligning går 142 kroner til transport og 156 kroner til fritid, restauranter og lignende. Kun boligen fylder for alvor tungt med 371 kroner ud af hver 1.000 kroner.
Madposten ligger dermed først på fjerdepladsen i det samlede husholdningsbudget.
Det er værd at dvæle ved.
Vi kræver mere – men vil ikke nødvendigvis betale mere
Det er netop dette paradoks, formanden for Bæredygtigt Landbrug, Niels Hauge Mikkelsen, peger på i et debatindlæg i Maskinbladet. Ifølge ham er der opstået en kløft mellem de politiske ambitioner og den virkelighed, landmanden møder hos forbrugeren.
Samfundet efterspørger mere økologi, mere plantebaseret kost, større naturhensyn og højere forædling. Men hvis den dyrere vare står ved siden af en billigere konventionel vare, vælger en stor del af kunderne fortsat efter prisen.
Samtidig er det danske landbrugsareal ifølge Niels Hauge Mikkelsen reduceret med omkring 600.000-700.000 hektar over cirka 80 år, svarende til omtrent en fjerdedel. Arealer er blandt andet gået til byudvikling, skov og natur.
Dermed forventer vi i stigende grad, at der produceres bedre og mere bæredygtigt på et mindre produktionsgrundlag.
Lønnen er tidoblet – men råvaren har ikke fulgt med
Niels Hauge Mikkelsen rejser samtidig et provokerende spørgsmål: Hvad er der egentlig sket med prisen på landmandens råvarer sammenlignet med almindelige lønninger?
Han anfører, at landmanden i kroner og øre fortsat får nogenlunde det samme for blandt andet kød, korn og mælk som for 50 år siden. Den præcise påstand varierer naturligvis med produkt, kvalitet og år, og bør derfor ikke læses som et generelt prisindeks for alle landbrugsvarer.
Men kontrasten til lønudviklingen er alligevel slående.
Danmarks Statistiks historiske lønstatistik viser, at den standardberegnede gennemsnitlige timefortjeneste for arbejdere i industri og håndværk i 1974 lå omkring 29 kroner på landsplan. I 2024 var den gennemsnitlige standardberegnede timefortjeneste på hele arbejdsmarkedet 315,92 kroner.
Det svarer groft til, at den nominelle timeløn er blevet mere end tidoblet. Opgørelserne er ikke fuldstændig metodisk sammenlignelige, men de illustrerer den enorme ændring i lønniveauet over de seneste 50 år. Den gennemsnitlige fuldtidsløn var i 2024 51.675 kroner om måneden inklusive blandt andet pension.
Det er blandt andet den velstandsstigning, der har gjort det muligt at bruge en stadig større del af privatøkonomien på bolig, transport, rejser, oplevelser og fritid – mens den basale fødevare fylder relativt mindre.
Den billige mad har en bagside
Det er naturligvis et fremskridt, at mad ikke længere sluger størstedelen af en families økonomi. Men udviklingen har også en bagside. Når prisen bliver det vigtigste konkurrenceparameter, presses hele fødevarekæden baglæns.
Det gælder landmanden, men det gælder også fiskeren.
En dansk fisker kan investere i mere brændstofeffektive fartøjer, arbejde under kvoter og videnskabelige forvaltningsplaner, dokumentere fangsten gennem MSC-certificering, arbejde med affaldshåndtering og reducere klimaaftrykket. Det er netop blandt de områder, Danmarks Fiskeriforening selv fremhæver som centrale for et bæredygtigt fiskeri.
Men hvis forbrugeren i sidste ende først og fremmest vælger den billigste vare i køledisken, er der en grænse for, hvor meget af omstillingsregningen primærproducenten selv kan bære. Det samme gælder den økologiske grøntsagsproducent, slagteren, mejeriet og fiskehandleren.
Pris ændrer faktisk vores indkøb
Netop derfor er momsdiskussionen interessant. Danmark har som udgangspunkt en moms på 25 procent – også på fødevarer.
Politikerne har allerede åbnet døren. I januar 2026 blev regeringen og en bred kreds af partier enige om at afsætte seks milliarder kroner årligt fra 2028 til enten at reducere momsen på alle fødevarer eller helt fjerne momsen på frugt og grønt. Men måske bør diskussionen gå længere. For der findes allerede et praktisk eksempel på, at prisen flytter efterspørgslen.
Da Lidl i februar og marts 2024 sænkede prisen på frugt og grønt med et beløb svarende til momsen, steg salget ifølge kæden med 13 procent på landsplan.
I Vesthimmerland steg salget med 31 procent, i Faxe med 23,5 procent og i Lolland med 22,5 procent. Det beviser ikke, at enhver momsnedsættelse vil give præcis samme effekt. Et detailforsøg er ikke det samme som en permanent national skatteændring.
Men det dokumenterer noget ganske enkelt: Når en ønsket fødevare bliver billigere, køber forbrugerne mere af den.
Økologien peger på samme problem
Administrerende direktør i Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn, og Lidl har ligeledes argumenteret for en differentieret moms. (debatindlæg i Altinget)
Deres pointe er, at økologiske varer ofte bliver ramt dobbelt af prisforskellen: Produktet er dyrere at fremstille og sælge, og fordi momsen beregnes som en procentdel af salgsprisen, betaler kunden samtidig flere momskroner på den dyrere økologiske vare.
Rasmus Prehn har opgjort forskellen til omkring 700 millioner kroner årligt i ekstra moms for økologiske forbrugere sammenlignet med, hvis de tilsvarende indkøb havde været konventionelle. Hvis samfundet politisk ønsker mere økologi, er det værd at spørge, om skattesystemet samtidig bør gøre den ønskede vare dyrere.
Hvorfor nøjes med frugt og grønt?
Her ligger efter vores vurdering den mere vidtgående diskussion. Hvis målet reelt er at ændre danskernes kost og samtidig skabe en økonomisk efterspørgsel efter den produktion, vi politisk ønsker mere af, kunne man vende momslogikken helt om.
I stedet for en mindre generel nedsættelse af momsen på alle fødevarer kunne man overveje nul moms på nøje definerede basisfødevarer: Frugt og grøntsager, økologiske basisvarer, mælk og ost samt relevante kategorier af kød, fisk og skaldyr.
Det ville naturligvis kræve en præcis politisk og ernæringsmæssig afgrænsning af, hvilke varer der omfattes. Et stykke frisk fisk og et stærkt forarbejdet fiskeprodukt er ikke nødvendigvis det samme ernæringsmæssigt, ligesom betegnelsen »sund« heller ikke automatisk kan sættes på alle kød- eller mejeriprodukter.
Men princippet er interessant: Gør det billigere at købe de råvarer, samfundet ønsker mere af.
Efterspørgslen kan trække hele kæden
Det er her, momsen kan blive mere end socialpolitik. Hvis en lavere pris giver et større salg af grøntsager, fisk, økologiske varer og andre prioriterede fødevarer, sender efterspørgslen et signal hele vejen tilbage gennem værdikæden.
- Supermarkedet bestiller mere hos grossisten.
- Grossisten køber mere hos producenten.
- Landmanden får et større økonomisk incitament til at dyrke grøntsager, frugt eller økologiske afgrøder.
- Og hvis efterspørgslen på frisk fisk og skaldyr vokser, styrkes også markedet for de fiskere, der leverer den råvare.
Det er ikke ensbetydende med, at en momsfritagelse automatisk vil tilfalde landmanden eller fiskeren i form af højere afregningspriser. Konkurrence, import, detailhandelens marginer og udbud vil fortsat have betydning. Men uden en efterspørgsel hos slutkunden kommer omstillingen under alle omstændigheder ingen vegne.
Fra fodermark til menneskemad kræver et marked
Det er særlig relevant i diskussionen om den grønne omstilling af landbruget. Hvis Danmark ønsker, at nogle arealer over tid skal bevæge sig fra produktion af foderafgrøder til flere afgrøder direkte til mennesker, nytter det ikke alene at opstille politiske mål.
Der skal også være kunder til varerne.
Ingen landmand omlægger varigt produktionen til danske bælgfrugter, grøntsager eller andre konsumafgrøder, hvis varen efterfølgende bliver stående på hylden. På samme måde kan fiskeriet ikke alene leve af, at politikere anbefaler danskerne at spise mere fisk. Der skal være reel betalingsvillighed og et marked, hvor fiskens pris kan konkurrere med de øvrige proteinkilder.
Måske skal vi vende regnestykket om
Niels Hauge Mikkelsens debatindlæg rammer derfor et ømt punkt. Vi diskuterer meget, hvordan producenterne skal ændre sig. Måske diskuterer vi for lidt, hvordan vi får forbruget til at følge med.
Det er svært at kræve mere økologi af landmanden, større bæredygtighed af fiskeren og flere danske grøntsager på markerne, hvis vores stærkeste signal ved kassen stadig er tilbudsskiltet. Den grønne omstilling kan reguleres frem med krav, kvoter, støtteordninger og restriktioner.
Men der findes også en anden vej: Gør det økonomisk attraktivt for danskerne at købe de varer, vi ønsker produceret.
Hvis lavere priser skaber større efterspørgsel, kan efterspørgslen trække hele fødekæden i den ønskede retning – fra køledisken og fiskedisken tilbage til kutteren og marken.
Og måske er dét en mere holdbar samfundskontrakt: Ikke alene at kræve, at landmanden og fiskeren producerer anderledes. Men også at gøre det attraktivt for forbrugeren at købe det, vi politisk beder dem producere.
