Formanden for Fiskemelsforeningen glæder sig over den nye EU-aftale om kvotering af tobis, mens han finder den ikke eksisterende sperlingkvote for 2011 helt utilfredsstillende.
– Nu har man altså igen frataget industrifiskeriet muligheden for at fiske efter sperling, efter at vi sidste år havde meget god gavn af kvoten på 75.000 tons, siger adm. direktør for TripleNine Pharma A/S, der er formand for Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri. – Denne form for kvotefastsættelse minder jo mest af alt om en slags yo-yo-beslutninger, som ingen på forhånd har mulighed for at forudse.
– Selv om det loves, at beslutningen vil blive revurderet i juli, er en startkvote på 0 helt utilfredsstillende, fastslår Nils Chr. Jensen.
Kvote betyder fiskeri forbudt!
Han peger desuden på det paradoksale i, at det nu er besluttet at kvotere fiskeriet efter havgalt eller borafisk, som også er blevet landet til TripleNine i 2010, når der endnu ikke er taget stilling til, hvilke redskaber der må anvendes.
– Det vil jo i praksis sige, at der ikke kan fiskes efter denne art, fastslår Nils Chr. Jensen.
Til gengæld glæder formanden sig over, at det næsten lykkedes at fastholde sidste års kvote på brisling i Nordsøen på godt 136.000 tons, selv om myndighederne til en begyndelse ønskede at formindske kvoten med 15%.
Brislingekvoten i Skagerrak og Kattegat holdes uændret på små 39.000 tons, mens kvoten på brisling i Østersøen er reduceret med 24% til ca. 28.500 tons.
Tobis er lyspunktet
– Det store lyspunkt i de forhandlingsresultater, der blev opnået i EU i december sidste år, skal findes i den nye kvotemodel for tobis, der blev vedtaget efter forslag fra Danmark, siger Nils Chr. Jensen. – Her er der allerede nu fastsat en foreløbig kvote på 228.514 tons mod 167.436 tons sidste år, men så er det desuden aftalt, at den endelige kvote baseret på skrabeprøver skal være fastsat inden den 1. marts. Altså inden tobisfiskeriet påbegyndes.
For den endelige kvote er der sat et maksimum på 500.000 tons i 2011 mod 400.000 tons sidste år.
– Vi kan altså glæde os over, at der dels er fastsat en højere startkvote, dels at den endelige kvote kan blive højere end sidste år, hvis der er grundlag for det. Endelig er det jo opfyldelsen af et meget stort ønske fra fiskerne, at slutkvoten bliver fastsat, inden fiskeriet begynder, så man undgår de stop i fiskeriet, der sidste år kostede flere både dyrt, mens de måtte ligge inaktive og afvente kvotefastsættelsen, siger Nils Chr. Jensen.