Når forskning bliver til aktivisme i kampen mod bundtrawl

I sidste uge satte den norske miljøorganisation SABIMA (Samfund for biologisk mangfoldighed) fokus på, hvordan vores kulturlandskab og åbne landskaber er ved at forsvinde. ‘Når områderne gror til eller udnyttes for hårdt, forsvinder blomsterne, bierne og andre arter, der lever der,’ skrev de.

Det har det norske FiskeriMagasinet.no skrevet lidt om.

Det rejser et interessant spørgsmål: Gælder det samme for havbunden? Hvis vi helt undlader – eller omvendt overdriver – brugen af bundtrawl, ændres miljøet så, og vil bundfaunaen dø ud. Men ændringer i artssammensætningen er dog ikke nødvendigvis negative. Ukrudt i en kornmark er ikke ønskeligt, ligesom fedtemøg og iltsvind på trawlede reje-felter heller ikke er det. Ligesom landjorden skal pløjes for at være frugtbar, må havbunden trawles regelmæssigt for at forblive produktiv og sund.

Ifølge »Store norske leksikon« er et kulturlandskab et område, hvor naturen er formet af menneskelig aktivitet. Det gælder også havets »landskab«, hvor menneskelig drift – i form af forvaltet fiskeri – spiller en vigtig rolle i at sikre balance og bæredygtighed.

Alligevel bliver bundtrawling i stigende grad udpeget som synderen, især når det gælder de lave fiskebestande i Oslofjorden og i Skagerrak. Flere fiskere, som FiskeriMagasinet.no har talt med, oplever, at visse forskere snarere optræder som miljøaktivister end som neutrale, videnskabelige formidlere.

Ét navn nævnes ofte skriver FiskeriMagasinet.no, Even Moland fra det norske Havforskningsinstitut. Han har været en fremtrædende kritiker af bundtrawl og har især engageret sig i debatten om Oslofjordens tilstand. Men hans udtalelser har mødt stærk modstand blandt lokale fiskere, som føler sig uretfærdigt forfulgt og udpeget som syndebukke for tilbagegangen i torskebestanden i dette område.

Men hvad viser fakta egentlig?

Ifølge flere rapporter fra Havforskningsinstituttet er fangsten af torsk med bund- og rejetrawl i Oslofjorden forsvindende lille og har en minimal betydning for den samlede dødelighed i bestanden. Andre faktorer – som forurening, klimaforandringer, øget algeopblomstring samt kystnært udslip af næringsstoffer – har langt større indflydelse på fiskebestandenes tilstand og udvikling. Derudover er store dele af trawlfiskeriet allerede reguleret og teknologisk forbedret med selektive redskaber og lukkede områder for at beskytte sårbare habitater.

Forskning viser også, at mange havbunde regenererer hurtigt efter trawling, og at biodiversiteten i visse trawlede områder faktisk er højere end i områder med total fredning, fordi der skabes dynamik og fødeemner for forskellige arter.

SABIMA har ret i, at det kræver menneskelig pleje og en aktiv forvaltning, at bevarer artsrigdom – både på land og til vands. Og der findes flere objektive og balancerede forskningsprojekter fra det norske Havforskningsinstitut, som nuancerer billedet langt mere og bedre end den ofte mere aktivistiske vinkel gør det.

I den offentlige debat er kravet om at forbyde bundtrawling blevet et populært politisk slagord. Det, som én miljøaktivist hævder, bliver ukritisk gentaget som den rene sandhed af den næste osv. Når forskere blot nævner, at trawl kan være én blandt mange mulige årsager, tolkes det ofte som en klar og entydig konklusion. Mens andre vigtige nuancer forsvinder op i den blå luft, i kampen om dagsordenen.

Konklusionen er, at bundtrawl – når det udføres ansvarligt og reguleret – ikke er den ødelæggende fiskerimetode, som den ofte fremstilles som. Tværtimod kan trawlfiskeri være en vigtig og bæredygtig del af en produktiv og balanceret hav-forvaltning. Naturen skal ikke altid stå urørt. Nogle gange skal den – ligesom markerne på land – kultiveres.