Et af hovedspørgsmålene, der blev bragt op på det faglige forum i St. Andrews i Canada, var hvorledes man genopbygger torskebestandene.
Det var Fisheries and Oceans Canada og DTU Aqua der som hovedarrangør havde samlet omkring 100 forskere for at diskutere dette på et symposium i St. Andrews, hvor det primært handlede om torskefisk, deres biologi og økologi, samt påvirkningerne fra klimaforandringerne og om forvaltningen af bestandene. Udover torskefisk blev bestanden af hvilling, kuller og sej også diskuteret.
I Nordsøen er bestanden af torsk i dag kun omkring en fjerdedel af det, den var for 30 år siden. Også i Østersøen er torskebestanden mindre end tidligere, men her er den negative udvikling vendt, og bestanden er vokset siden 2007. Hvorfor er der forskel i torskebestandenes udvikling i forskellige farvande? Og hvad kan man lære af de positive og negative erfaringer, der er med genopbygning af torskebestande rundt om i verden?
Det var ingen tilfældighed at det var Danmark og Canada der havde arrangerer symposiet. Begge lande har god adgang til de havområder, hvor de to største torskebestande i Nordatlanten lever og begge lande har oplevet markante nedgange i bestandene, og landene har samme lange tradition for forskning i fiskebestande og i forvaltningen af dem.
”Torskefiskene har en nøglerolle i mange økosystemer, fordi de er så talrige, vokser så hurtigt, æder så mange fisk og er vigtige som føde for havpattedyr. Det er man nødt til at tage højde for, når man forvalter bestandene. Fx kan man komme ud i nogle svære afvejninger af, om det er torsk til fiskerne eller sæler, man vil have mange af. Måske er man nødt til at regulere sælbestanden, hvis man vil have en stor torskebestand. Og omvendt. Det er svært at fiske meget på torskens byttedyr, fx sild eller rejer, hvis man vil opretholde en stor torskebestand i samme område”, forklarer seniorforsker Anna Rindorf, DTU Aqua.
Måske er man nødt til at regulere sælbestanden, hvis man vil have en stor torskebestand
I Nordsøen er marsvin, sæler og store torsk årsag til 30-40 % af dødeligheden blandt et- og to-årige torsk, mens knurhanen er de nul-årige torsks værste fjende. Knurhanen er blevet almindelig i Nordsøen i de seneste 20 år – sandsynligvis på grund af det varmere klima.
”De østlige Østersø-torsk er næsten holdt op med at vokse, og mange af dem er blevet magre. Det har sandsynlighis noget at gøre med, at der er mange torsk i området og mangel på føde. Den voksende torskebestand befinder sig nemlig i et ret lille område i den sydøstlige Østersø og har af ukendte årsager ikke spredt sig længere nordpå, hvor der ellers er mere føde. Til gengæld er en del af torskene fra den østlige Østersø trukket mod vest og har blandet sig med bestanden i den vestlige Østersø. Det giver nye udfordringer for forvaltningen af bestandene”, fortæller seniorforsker Margit Eero, DTU Aqua.
Forvaltningen af torsken i Østersøen tager udgangspunkt i, at der er to adskilte bestande – én i vest og én i øst. Når bestandene blander sig, mister man umiddelbart overblikket over, hvordan de har det og dermed også, hvordan de skal forvaltes. Derfor har DTU Aqua undersøgt mulighederne for at skelne mellem de to bestande i blandingsområdet ved hjælp af fiskenes øresten og genetiske undersøgelser. De endnu ikke offentliggjorte resultater viser, at man kan skelne mellem de to bestande, og resultaterne bekræfter, at der er kommet mange østlige Østersø-torsk i den vestlige Østersø i de senere år. De ny resultater kan dermed bidrage til en bedre fremtidig forvaltning af torsk i Østersøen.
I undersøgelsen blev hver enkelt torsk mærket med en lille dataopsamlingsenhed, som efterfølgende kunne fortælle forskerne, hvor fisken havde opholdt sig og hvornår. På den måde kan man få viden om fiskenes faktiske adfærd under havoverfladen.
”Resultaterne viser blandt andet, at både han- og hun-torsk bevæger sig mere op og ned i vandsøjlen op til og under gydningen, og at de svømmer mod det dybe vand, når de skal gyde. Vi så også, at hannerne generelt svømmer længere ned end hunnerne. Den viden kan fx bruges til at regulere fiskeriet, så der ikke bliver fisket i de lag af vandet, hvor de gydemodne hunner opholder sig. Det vil kunne øge hunnernes gydesucces og dermed bidrage positivt til at opretholde bestanden”, siger Jane W. Behrens.
