Fiskeristyrelsen har på opfordring fra erhvervet besluttet, at frit lejde-kampagnen forlænges til den 31. december 2021.
Læs mere om kampagnen og hent vejledningerne for afmærkning og mærkning af redskaber
I forbindelse med lanceringen af kampagnen har Fiskeristyrelsen udarbejdet spørgsmål og svar om regler mv.
Spørgsmål: Gælder »frit lejde« også, hvis mærket på mit redskab er »faldet af« eller på anden måde er forsvundet?
Svar: Nej, som udgangspunkt gælder »frit lejde« ikke i denne situation. »Frit lejde« kampagnen kører med det formål at få alle redskaber mærket korrekt, så afmærkningen overholder de fastsatte krav.
Spørgsmål: Gælder »frit lejde« også, hvis der ingen afmærkning er på mit redskab?
Svar: Nej, som udgangspunkt gælder »frit lejde« ikke i denne situation, da »frit lejde kampagnen kører«, så mangelfuld afmærkning på et redskab kan blive rettet.
Spørgsmål: Gælder »frit lejde« kun for redskaber, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri?
Svar: Ja, kampagnen er kun rettet mod redskaber, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri.
Spørgsmål: I hvilket område skal der ske afmærkning med lys, når fiskemærke (vageren) er helt eller delvist uden for søterritoriet, hvor går grænsen for søterritoriet?
Svar: Et fiskemærke skal afmærkes med lys, når det er helt eller delvist udenfor 12 sømil grænsen.
Spørgsmål: Er der krav til farven på det lys, der afmærker et fiskemærke (vageren)?
Svar: Ja, mærket skal have fyrkarakteren FL.Y 5 s, dvs. udsende 1 gult blink hvert femte sekund (0,3 s lys, 4,7 s mørke) og være synligt hele horisonten rundt i en afstand af mindst 2 sømil.
Spørgsmål: Er der krav til placeringen af det lys, der afmærker et fiskemærke (vageren)?
Svar: Ja, på fiskemærker, hvis stagehøjde er 2 meter, skal det underste lys anbringes 1,5 meter over vandoverfladen. Hvor fiskemærker er forsynet med 2 lys, skal afstanden mellem de 2 lys være mindst 50 cm. Lysene skal blinke samtidigt.
Spørgsmål: Er der andre krav til mærkningen, når jeg fisker i fx tysk eller svensk farvand?
Svar: Her er der tale om EU regler. Reglerne er gældende udenfor 12 sømil målt fra det pågældende lands basislinje.
Mærkning med fartøjsnummer skal være med mærker, der er lavet af et holdbart materiale, være solidt fastgjort til redskabet, være mindst 65 mm brede og være mindst 75 mm lange.
Stagen på hver bøje skal rage mindst én meter op over havoverfladen målt fra flåddets top til det nederste flags underkant.
Endemarkeringsbøjer skal være farvede, men må hverken være røde eller grønne.
Hver endemarkeringsbøje skal være udstyret med:
- ét eller to rektangulære flag, idet der, hvis der kræves to flag på samme bøje, skal være mindst 20 cm mellem dem, og idet flag for enderne af ét og samme redskab skal have samme størrelse og farve og ikke må være hvide
- ét eller to lys, der skal være gule, blinke med et interval på 5 sekunder (F1 Y 5s) og kunne ses mindst to sømil væk.
Hver endemarkeringsbøje kan være forsynet med et top-mærke med én eller to mindst 6 cm brede lysrefleksstrimler, der hverken må være røde eller grønne