På listen over de mest fangede fisk og skaldyr til fiskeindustrien i årets første halve år finder vi blandt andet blåhvilling og brisling.
I det første halve år af 2024 blev der fanget 214.000 tons blåhvilling til brug i fiskeindustrien. Det betyder, at blåhvillingen placerer sig på en førsteplads på listen over de mest fangede fisk og skaldyr til industribrug. Springet ned til andenpladsen på listen er stort. Her finder vi nemlig brislingen med en mængde på 80.000 tons landet i danske havne. På tredjepladsen finder vi den lille tobis. Her blev fanget 76.000 tons fra januar til og med juni 2024. Fjerdepladsen indtages af havgalten med 7.000 tons.
Sammenligner vi med mængden af spisefisk og skaldyr, der blev fanget til konsum i samme periode, ser listen ganske anderledes ud. Her finder vi nemlig blåmuslingen på en førsteplads med 10.000 tons. Herefter følger mørksejen, rødspætten og torsken.
Tal for hhv. sild og makrel er ikke med, da disse arter oftest bliver forarbejdet inden salg.
Listen er lavet på baggrund af tal fra januar til og med juni 2024. Det betyder, at det hovedsageligt er fiskerier, der er i sæson i denne periode, som topper listen. En tilsvarende liste fra juli til og med december 2024 vil derfor se anderledes ud.
Vil du se flere tal for fiskeriet? Så kan du trække dine egne tal i vores statistikker.
Fisk, der fanges til industribrug, bliver hovedsageligt brugt til at lave enten dyrefoder, fiskemel eller fiskeolie.
Fakta om fiskearter
– Blåhvillingen er en fisk i torskefamilien. Den kan blive op til 50 cm lang og lever i stimer på ned til 1.000 meters dybde. Som tallene indikerer, er blåhvillingen i dag en vigtig industrifisk.
– Brislingen hører til i sildefamilien. Brislingen lever i stimer og har normalt en længde på 10-12 cm.
– Tobis er en lille aflang fisk, der normalt bliver omkring 20 cm lang. Den lever på lavt vand og graver sig ofte ned i sand eller grus.
– Havgalten lever i store stimer på flere hundrede meters dybde. De kan blive op til 15 cm lange.