Kontrol af det erhvervsmæssige fiskeri viser igen i år, at flere fiskere overholder de mange forskellige regler på området. Mere målrettet vejledning og god dialog med fiskerne har haft positiv indflydelse på kontrolbesøgene.
Der blev i 2015 konstateret meget få alvorlige overtrædelser. Også fiskernes egne oplysninger fra logbøger, satellitsendere, afregninger m.v. viser ved samkøring, at flere og flere fiskere følger reglerne.
»Vi er meget tilfredse med at se, at vores indsats med målrettet vejledning, dialog og kontrol over for især de fiskere, der tidligere har haft vanskeligt ved at følge reglerne, nu viser sig at have effekt« forklarer Mik Jensen, som er fiskerikontrolchef i NaturErhvervstyrelsen.
»Ingen fiskere er endnu tildelt så mange point, at suspension eller inddragelse af fiskerilicens er kommet på tale, og kun et par stykker har fået tildelt point i 2015. Samtidig ser vi en højere grad af regelefterlevelse på flere og flere udvalgte områder«, fortsætter han.
Det samlede antal overtrædelser er faldet lidt i forhold til 2014. De fleste forhold er formelle overtrædelser af rapporteringsforpligtigelser. NaturErhvervstyrelsen har i 2015 øget anvendelsen af de indrapporterede oplysninger, så fiskerne bliver gjort opmærksomme på eventulle fejl og mangler ved rapporteringen under kontrolbesøgene.
Målrettet vejledning og dialog
»Ved kontrolbesøget giver vi fiskeren et papir i hånden, der viser, hvilke forhold fiskeren især har problemer med. Det er et godt udgangspunkt for kontrollørerne i dialogen med fiskeren, og det betyder, at vejledningen til den enkelte fisker kan være mere præcis,« pointerer Mik Jensen.
Fiskerikontrollørerne kontrollerede ca. 2.600 landinger i de danske havne og godt 600 fiskefartøjer blev kontrolleret til søs under fiskeri.
Flere lyst- og sportsfiskere overholder reglerne. Også inden for det rekreative fiskeri ser det ud til, at reglerne i større grad bliver overholdt. NaturErhvervstyrelsen konstaterede færre ulovlige fritidsfiskerredskaber i 2015 end året før, på trods at styrelsen kontrollerede flere redskaber.
Ca. 2.100 redskaber blev taget i bevaring – langt de fleste fordi de manglede oplysninger om ejerforhold.
»Det ser desværre fortsat ud til, at der findes fritidsfiskere, som ikke mærker deres redskaber, og som følge heraf heller ikke oplyser, om ejeren har betalt fiskeplejebidrag, som er en klar forudsætning for at måtte drive fritidsfiskeri. Bidraget er vigtigt i forhold til fiskebestandenes pleje,« siger Mik Jensen.