Der opstår en stadig større kløft mellem de ‘store’ og ‘små’ fiskere – en kløft, der er uforståelig, når vi ser på de fælles udfordringer, som hele fiskerierhvervet står overfor
Det er tydeligt, at politikerne stadig ønsker at presse fiskerne mod en grønnere drift, men når de nødvendige alternativer til de eksisterende metoder ikke er tilgængelige, kan det kun opleves som en straf – en ekstra byrde, der hæmmer udviklingen. I stedet for at møde økonomiske forhindringer og restriktioner, burde fiskerne støttes økonomisk og opmuntres til at implementere grøn teknologi, når den bliver tilgængelig. Det er en proces, der kræver både incitamenter og støtte for at lykkes, ikke en straf og ekstra byrde, som mange simpelthen ikke har økonomi eller ressourcerne til at komme igennem.
Når man ser på situationen i fiskeriforeningerne (DFPO, DPPO og FSK-PO), står det klart, at der er stor uenighed blandt medlemmerne. Der vil altid være forskelle i holdninger, som f.eks. hvis man som DR Nyhederne for nylig spurgte fiskerne i Bælthavet og Kattegat, om de ville foretrække en dieselafgift eller en lukning af trawlfiskeriet. Svaret ville nok være indlysende, for en lukning af trawlfiskeriet betyder simpelthen, at de mister deres arbejde og erhverv. Det samme gælder, hvis man spørger fiskerne i Nordsøen og Skagerrak, om de ville vælge en CO2-afgift eller en lukning af trawlfiskeriet i de indre farvande. Valget her er heller ikke svært at forudsige.
Det vigtigste er, på tværs af forskellighederne iblandt fiskerne, at finde en fælles løsning.
Danmarks Fiskeriforening bør arbejde for at få fjernet trawlforbuddet, da det kan føre til en kedelig dominoeffekt, hvor flere områder fremtidigt risikere at blive lukket for trawlfiskeri. Samtidig er CO2-afgiften en ekstra byrde for fiskerne, som kun virker som en ekstra skat på fiskeri-erhvervet, så længe der ikke er tilgængelige alternativer.
Desværre oplever vi hvordan mindre foreninger som FSK (Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri) i nogle tilfælde nærmest, for at tiltrække flere medlemmer til det passive fiskeri, giver det indtryk at dette passive fiskeri mere er en »Walk over« end hårdt arbejde med en til tider rige indtjening. Erhvervet tiltrækker ikke længere, snarre tværtimod. Det er nærmest umuligt som ›kyst- og garnfisker‹ at få det til at hænge sammen, med lukkeperioder og farvande der kæmper med kvælstof- og fosfor-forurening, kloak overløb fra de kommunale rensningsanlæg og de industrielle udledninger, både indenlands og udenlands (Østersøen), der medfører iltsvind og døde områder, især langs vores kyster og dybt inde i fjordene. Det giver ikke de bedste betingelser for et økonomisk bæredygtigt erhverv.
Der er også en udbredt opfattelse af, at trawl-fiskerne i Bælthavet og Kattegat er syndebukke for de udfordringer, vi står overfor med havmiljøet. Godt hjulpet på vej af Miljøorganisationerne og venstrefløjs-politikkere. Men det er en forenklet og urimelig fremstilling, der overser de mere komplekse problemer, der påvirker hav-naturen her.
På den ene side har vi fiskere, der forsøger at tilpasse sig og omstille sig til en grønnere drift, mens de på den anden side mødes med restriktioner og økonomiske byrder, som de ikke har ressourcerne til at håndtere. CO2-afgiften kan være et skridt mod en grønnere fremtid, men den skal være som en støtte og ikke som en straf. Og uden ordentlige alternativer er det svært at argumentere for den, som andet end en ekstra økonomisk belastning for dem, der allerede har svært ved at få det til at hænge sammen.
Som de gamle ordsprog siger: ‘Enighed gør stærk’ og ‘Uenighed skiller, men enighed samler.’ Disse ord er mere relevante end nogensinde. I den nuværende situation, hvor politiske beslutninger om CO2-afgifter og trawlforbud stiller enorme krav til fiskeriet, er det afgørende, man står sammen. Kun gennem fælles enighed og en samlet indsats kan der findes løsninger, der både beskytter vores miljø og sikrer en bæredygtig fremtid for erhvervet.
»Hvis vi står sammen, bliver vi ikke bare stærkere – vi skaber de forandringer, der virkelig gør en forskel.«
