Som opfølgning på Rigsrevisionens og Kammeradvokatens kritik af administrationen på fiskeriområdet, styrkes Fiskeristyrelsen nu yderligere. Undersøgelserne viste, at der var behov for en bedre forvaltningskultur i alle dele af Fiskeristyrelsen – herunder også i den regionale kontrol.
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen styrker nu derfor de ledelsesmæssige og forvaltningsmæssige kompetencer i Fiskeristyrelsen. Det sker ved en organisationsændring og ansættelse af to nye kontorchefer samt flere jurister. Formålet er at ruste styrelsen bedre til at gennemføre den genopretning, der er i gang.
»Vi har set en række eksempler på sager, hvor sagsbehandlingen har været stærkt kritisabel. Det skal vi have gjort op med. Der er behov for en bedre forvaltningskultur i hele Fiskeri-styrelsen. Det har vi allerede taget fat på, og med denne organisationsændring styrker vi forvaltningen og ledelsen yderligere. Samtidig er den et opgør med den kultur, der tidligere har været i administrationen« udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen.
Der etableres to nye organisatoriske enheder
Regional kontrol Øst og Regional kontrol Vest, med ansvar for fiskerikontrollen til lands og til vands. De to nye enheder vil blive ledet hver især af en kontorchef, som refererer direkte til direktøren for Fiskeristyrelsen, Nanna Møller. Samtidig styrkes Fiskeri-styrelsens juridiske kompetencer. Det sker ved at ansætte yderligere to jurister.
»Den nye organisation skal styrke kontrollen og sikre kvalitet i styrelsens behandling af sagerne igennem hele processen – fra fysisk kontrol til afgørelse. Fiskeristyrelsen arbejder med et kompliceret regelsæt, og det er afgørende for borgernes retssikkerhed og tillid til myndighederne, at reglerne bliver forvaltet korrekt, ensartet og på et solidt grundlag,« siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen.
Organisationsændringen træder i kraft d. 1. maj 2019.
Baggrund om den regionale kontrol:
- Der bliver ansat to nye kontorchefer for henholdsvis Regional kontrol Øst og Regional kontrol Vest med ansvar for fiskerikontrollen til land og til vands.
- Regional kontrol Øst vil få det nuværende Inspektorat Øst, FiskeriMonitoreringsCentret i Kolding og fiskerikontrolskibene Havternen og Havørnen under sig.
- Regional kontrol Vest vil få det nuværende Inspektorat Vest og fiskerikontrolskibet Vestkysten under sig.
- I den regionale kontrol træffes der beslutninger om overtrædelser og tilladelser, administrative afgørelser, polititiltalerejsning, indstilling om tildeling af point mv.
Kilde: Fiskeristyrelsen
FiskerForum.dk