Det skal være lettere at søge om tilskud fra Fiskeristyrelsens tilskudsordninger. Fiskeristyrelsen forenkler derfor kravet om to tilbud ved udgifter over 100.000 kr. samt kravet om dokumentation for lønudgifter på ansøgningstidspunktet.
Når du ansøger om tilskud fra Fiskeristyrelsens tilskudsordninger, skal du indsende dokumentation i forbindelse fastsættelse af budgettet for dit projekt.
Nu forenkler styrelsen kravet til omfanget af dokumentation:
Krav vedrørende to tilbud ved udgifter over 100.000 kr.
Det har indtil nu været et krav, at du som ansøger skulle indhente og indsende to sammenlignelige tilbud på udgifter over 100.000 kr. i forbindelse med ansøgning om tilskud.
Nu forenkles kravet, så du kun skal indsende ét tilbud ved udgifter over 100.000 kr. når du ansøger om tilskud. Først i forbindelse med udbetaling, hvor du indsender fakturaer for de faktiske udgifter, behøver du at dokumentere rimelige priser ved at indsende to tilbud.
Krav vedrørende dokumentation af lønudgifter
Tidligere har det været en del af ansøgningsmaterialet, at du som ansøger, skulle udfylde en detaljeret aktivitetsbeskrivelse for alle medarbejdere, der skulle deltage i projektet.
Nu forenkles kravet, så du blot skal udfylde lønbudgettet i ansøgningsskemaet, når du søger om tilskud. Du skal derfor ikke længere udfylde en aktivitetsbeskrivelse for hver medarbejder i projektet. Først når du søger om udbetaling af tilskuddet skal du dokumentere projekttilknytning og faktiske lønomkostninger for de relevante medarbejdere, der har været med til at gennemføre projektet.
Begge forenklinger er implementeret i de tilskudsordninger, som Fiskeristyrelsen åbner 1. maj 2024 under Det Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram:
- Investeringer i kystfiskeri
- Marint affald
- Grøn omstilling fiskeri
- Grøn omstilling akvakultur – investeringsprojekter
- Grøn omstilling akvakultur – udviklingsprojekter, herunder udvikling af erhvervsmæssig tangproduktion
Yderligere oplysninger
Du kan finde ansøgningsmaterialet ude på hjemmesiden under de enkelte tilskudsordninger.
Hvis du har spørgsmål, kan Fiskeristyrelsen kontaktes på mail mail@fiskeristyrelsen.dk og på telefon 7218 5600.