DTU´s mange undersøgelser og rapporter om selektering af torsk i jomfruhummerfiskeriet, tilsidesættes helt åbenlyst af Fiskeriministeren og dennes embedsmænd.
Der er brugt millioner i støttekroner fra Den Europæiske Fiskerifond og Ministeriet for Fiskeri samt et tilsvarende antal arbejdstimer fra fiskerierhvervet, DFPO og DTU Aqua, der alle i mere end 10 år har arbejdet hårdt på, at finde optimale løsninger mod bifangster i jomfruhummerfiskeriet med selektering af torsk og andre konsumarter.
Den ene rapport efter den anden har jævnligt afløst hinanden, og står nu nærmest i kø på hylderne og klar til at blive brugt igen. Men denne opsamlede faglige viden og dette kæmpe bibliotek af informationer, stryger vores Fiskeriminister med sine embedsmænd i én håndbevægelse, og forlanger egenrådigt i EU sammenhæng, at danske fiskere skal have kameraer ombord, ved at indføre elektronisk monitorering i jomfruhummerfiskeriet i Kattegat.
Hvorfor har DTU rapporterne ingen værdi for Ministeren
Man må spørge sig selv, hvorfor man de seneste årtier har brugt forskningsmidler og støttekroner til omfattende og tilbundsgående undersøgelser af selekteringen omkring torsk i jomfruhummerfiskeriet, når denne viden alligevel bliver groft tilsidesat. Man fristes næsten til at mistænke Ministerens nærmeste og eksterne rådgivere, for at ville spinde guld endnu engang på nye undersøgelser og med vilje »glemme« tidligere tiders meget grundige analysearbejde og i stakkevis af rapporter og undersøgelser.
Nye trawldesign kan gøre jomfruhummerfiskeriet langt mere effektivt
DTU rapporter op gennem 10´erne, har næsten enslydende konklusioner på bedste måde at optimerer fangsten af jomfruhummer og samtidig minimere bifangsten af blandt andet torsk og kulmule. Tiltag der imødekommer den europæiske fiskeripolitiks discardforbud og landingsforpligtelsen, hvor trawlløsninger har vist sig at kunne forhindre, at størstedelen af torskene ender på dækket som bifangst og som dokumenteret lader op til 90 procent af torskene slippe ud af trawlet. Trawlet holder simpelthen jomfruhummerne inde og torskene ude.
Derfor stiller fiskeriet sig uforstående overfor Ministerens kamerakrav
Hvorfor pokker skal man endnu engang dokumentere selekteringen af bifangst, når forskerne og DTU allerede igennem flere år har afdækket jomfruhummerfiskeriet og denne problematik. Det virker så mistænkeligt, at Ministerens europæiske enegang med den elektroniske monitorering af jomfruhummerfiskeriet med kameraer, udelukkede er udtænkt, for at gøre livet så surt for fiskerne som overhovedet muligt. For der findes ingen anden forklaring på denne hovedløse Minister-beslutning, der på alle mulige måder strider mod al sund fornuft og som ovenikøbet krænker privatsfæren ombord på trawlerne.
Fiskerne spørger sig selv:
- Går Fiskeriministeren de grønne »Bevar mig vel organisationers« ærinde med deres absurde krav og forlangender med deres klimadagsorden og en grønnere hverdag, der er konfliktsøgende og nærmest til tider virker direkte erhvervs-fjentlig.
- Er Fiskeriministeren blevet en marionetdukke for disse grønne strømninger, der med deres misfortolkninger om klimaets og naturens ve og vel, hellere ser al kommerciel brug af naturen forbudt.
- eller besidder Ministeren og embedsmændene bare ikke den nødvendige basisviden om fiskeriet og dets vilkår, hvor man næsten fristes til at tro, bolden bare bliver skudt til hjørne, med et krav om kameraovervågning. Det trækker både tiden ud og man holder kedlen i kog og behøver derfor ikke tage stilling til eller have en mening om problemet, før endnu en rapport og undersøgelse foreligger.
Kære Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, du smykker der med titlen »dansk Fiskeriminister«. Det ville klæde dig også at virke som sådan – slet nu kravet om kameraovervågning og kig istedet fremad med fiskeriet. For lige om hjørnet venter den næste store udfordring for fiskeriet – nemlig Brexit – dér får du brug for alle dine kræfter og begavelse i fremtiden, hvis Danmark fortsat skal bevare et velfungerende og økonomisk veldrevet fiskeri.