Med en inspirationsdag d. 7. november vil fiskeriklyngen Konsumfisk styrke troen på fiskeriets fremtid og lysten til at skabe udvikling
Hvis der skal skabes udvikling i fiskeriet, så er der brug for at tænke nyt og anderledes. Derfor inviterer den vestjyske fiskeriklynge Konsumfisk d. 7. november fiskere, service- og forarbejdningsvirksomheder, politikere og andre med interesse i fiskeriets fremtid til en inspirationsdag under overskriften ”Nye måder at tænke råvaren på.”
Inspiration fra muslinger og landbrug
Det er fisk af høj kvalitet, der bliver landet på den jyske vestkyst. Men alligevel får fiskerne en lav pris på spisefisk. Og det giver anledning til at kigge nærmere på råvaregrundlaget ifølge projektleder i Konsumfisk, Heidi Ebey Grønkjær: “Hvis vi vil flytte noget i fiskeriet, så er vi nødt til at kigge lidt på os selv og på den råvare, vi har at gøre med. Det er rigtig interessant at se på, om vi udnytter fisken godt nok, eller om der faktisk ligger nogle nye udviklingsmuligheder her.”
Til at sætte gang i debatten om nye måder at tænke råvaren på bliver der d. 7. november hentet inspiration fra forskellige brancher. Muslingevirksomheden Vilsund Blues direktør Søren Mattesen fortæller, hvordan de udnytter alle dele af muslingerne og dermed undgår spild. Kok Preben Madsen fra Herregårdskælderen bidrager med sit bud på mulighederne for nye anvendelser af fiskearter.
Og så skal der hentes inspiration fra landbruget. Chefkonsulent Gustaf Højriis Bock fra Videncenter for Landbrug giver et indblik i erfaringer fra landbruget, der kender de udfordringer, fiskeriet står over for. Og så har landbruget igennem flere år selv arbejdet med at udvikle deres råvarer.
Til at bidrage med en helt anden vinkel – og til at sætte tingene på spidsen – er den tidligere forsvarsminister og administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer Søren Gade også med på dagen.
Fremtiden er ikke så sort, som den har været
At fremtiden ikke er så sort, som den har været, er både overskriften på dagens indlæg fra landbruget, men også den sætning, projektlederen i Konsumfisk håber, deltagerne vil gå hjem med. “Når deltagerne, lige meget om det er fiskere eller politikere, går hjem fra inspirationsdagen, så skal de alle gerne have en god fornemmelse af, at vi er på rette vej. De skal have fået tro på, at hvis vi sætter fokus på det her, så kan der ske noget. Og de skal gerne have fået lyst til at arbejde videre med tingene.” Sådan siger Heidi Ebey Grønkjær, der som projektleder i Konsumfisk arbejder for at skabe rammerne for at alle, der arbejder med eller interesserer sig for fiskeriets fremtid kan mødes og arbejde sammen om at udvikle området. Inspirationsdagens debat vil i høj grad også være med til at sætte dagsordenen for det fremtidige arbejde i Konsumfisk, der har til formål at skabe vækst og udvikling i klyngen.
Inspirationsdagen er arrangeret i samarbejde med Fødevaresektorens Innovationsnetværk FoodNetwork.
Inspirationsdagen afholdes:
Fredag d. 7. november 2014 kl. 09.30 – 15.00 på Hvide Sande Røgeri, Troldbjergvej 4, 6960 Hvide Sande. Se Program på www.konsumfisk.dk
Pressen er velkommen til at deltage på dagen.
Kontakt for flere oplysninger:
Formand for Konsumfisk, Kurt Madsen på tlf. 24 47 90 71
Projektleder for Konsumfisk, Heidi Ebey Grønkjær på tlf. 24 41 65 30
Fakta om Konsumfisk – Vestkystens Fiskeriklynge
Kerneaktørerne i Konsumfisk er Thyborøn Havn, Hvide Sande Havn, Thorsminde Havn, Sydvestjysk Fiskeriforening, Thyborøn Havns Fiskeriforening, Fiskernes Fremtid – Hvide Sande og Danske Fiskeauktioner A/S med afdelinger i hver af de tre havne. De to fiskeriforeninger repræsenterer tilsammen over 400 erhvervsfiskere. Ud over kernevirksomhederne, er de tre havnes servicevirksomheder samt opkøbere vigtige aktører. Konsumfisk er støttet af kerneaktørerne og af Region Midtjylland. Læs mere på konsumfisk.dk