Der er siden nytår fanget 1.500 ton søstjerner, men det er ifølge den lokale forening Muslinge-erhvervet desværre ikke nok, fabrikken kræver minimum det firdobbelte, siger formanden Viggo Kjølhede til Nordjyske.
»Vi har sat planerne om at bygge en fabrik til forarbejdning af søstjerner i bero på ubestemt tid. Hvornår vi tager det op igen, ved jeg ikke,« siger Viggo Kjølhede videre til Nordjyske. »Vi har fisket for lidt søstjerner til at realisere en fabrik. Mellem 6.000 til 8.000 ton skal der til før det er rentabelt. Vi har fisket 1.500 ton siden nytår med undtagelse af et par ugers pause i januar på grund af vejret,« uddyber formanden.
Tilbage i 2013 støttede Fødevareministeriet udviklingen af de metoder, som nu skal bruges til at sikre, at søstjerner kan anvendes som næringsrigt dyrefoder. Det var med de såkaldte GUDP-midler (Grønne Udviklings- og Demonstrations Projekter) at ministeriet støttede projektet med 6,5 mio. kr. Et projekt, der skulle undersøge mulighederne for en bæredygtig produktion af fiskemel baseret på søstjerner.
Forventningerne var derfor høje, da EU-Kommissionen, efter vedvarende pres fra dansk side, i december gav den endelige tilladelelse, til at producere fiskemel af søstjerner, som Limfjorden har i overflod af. Søstjerner som fiskerne i årevis har kasseret i tonsvis af, så en kommerciel udnyttelse af disse var imødeset med stor optimisme.
Projektet stoppes nu midlertidigt.