Fiskeridirektoratet følger nøje tobisfiskeriet i forsøgsperioden frem til 6. maj 2008. Direktoratet orienterer løbende om situationen via nyhedsbreve, der indeholder oplysninger om:
1. Indsatsforbrug
2. Tobislandinger
3. Aktuel aktivitet i fiskeriet
4. Andre landes tobisfiskeri.
1. Indsatsforbrug.
Danmark er i forsøgsfiskeriperioden fra den 1. april – 6. maj 2008 tildelt et maksimalt indsatsloft på 1.370.375 kilowatt-dage. Loftet gælder for samtlige fangstrejser, hvor der i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat medbringes og fiskes med trawl, vod eller lignende trukne redskaber med en maskestørrelse under 16 mm.
Der er den 5. maj registreret et indsatsforbrug i tobisfiskeriet i 2008 på 838.857 kW-dage, svarende til 61,2 % af det maksimale indsatsloft. Bemærk dog at dette tal kun dækker indsatsforbruget på 166 fangstrejser af de pr. dags dato afsluttede 200 fangstrejser.
Ved udgangen af uge 18 lå det foreløbigt registrerede indsatsforbrug i 2008 noget under forbruget i den tilsvarende periode i 2007, men over forbruget i 2006. De 166 registrerede fangstrejser er foretaget af 53 forskellige fartøjer, hvilket indebærer, at antallet af fartøjer, der er aktive i tobisfiskeriet i 2008, ligger markant under tallet for den tilsvarende periode i både 2006 og 2007.
2. Tobislandinger.
Der er den 5. maj 2008 registreret samlede danske landinger af tobis på i alt 39.472 tons, heraf 3.161 tons fra norsk zone i Nordsøen. De hidtil største danske enkeltlandinger af tobis foretaget af danske fartøjer er på omkring 1.400 tons.
Der er i perioden fra 1. april – 6. maj 2008 forudanmeldt i alt 200 danske tobislandinger med en samlet mængde på ca. 60.000 tons. Det tilsvarende tal for perioden 1. april – 6 maj 2007 var på godt 80.000 tons. Det bør dog her erindres, at tobissæsonen i 2007 startede usædvanligt tidligt, hvilket afspejles af, at de 80.000 tons i 2007 var fordelt på knap 450 landinger, mens de 60.000 tons i 2008 er fordelt på ca. 200 landinger.
3. Aktuel dansk aktivitet i tobisfiskeriet.
Hovedparten af det danske tobisfiskeri i 2008 er indtil videre foregået i EU-delen af Nordsøen, særligt i den britiske del. I alt har omkring 55 fartøjer deltaget i tobisfiskeriet i perioden frem til den 6. maj.
Helt aktuelt er der pæn aktivitet i tobisfiskeriet i EU-delen af Nordsøen, særligt i den britiske del af Nordsøen, hvor 20-25 danske fartøjer er aktive. Enkelte danske fartøjer er aktive i den tyske og nederlandske del af Nordsøen. Der er aktuelt ingen danske fartøjer, der er aktive i den norske del af Nordsøen. Endelig deltager omkring 15 fartøjer nu i et mere kystnært tobisfiskeri i Skagerrak.
Der er omkring 87 danske fartøjer, der har fået tilladelse til at deltage i forsøgsfiskeriet efter tobis, men en del af disse er endnu ikke aktive i fiskeriet.
4. Andre landes tobisfiskeri.
Det norske forsøgsfiskeri efter tobis blev åbnet den 1. april 2008, men kom først for alvor i gang i sidste del af april måned. Det norske Fiskeridirektorat udsendte midlertidigt stop for forsøgsfiskeriet den 2. maj med virkning fra kl. 22:00, da det norske indsatsloft på 4.013 var beregnet opbrugt. De i alt 27 norske fartøjer, der har deltaget i forsøgsfiskeriet har tilsammen landet ca. 16.800 tons fordelt på 37 landinger. Den største enkeltlanding var på omkring 1.000 tons. Det norske tobisfiskeri er udelukkende foregået i den norske del af Nordsøen, men spredt over et større område end i 2007.
I henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Færøerne har 2 færøske fartøjer haft mulighed for at deltage i forsøgsfiskeriet. De vil skulle fiske inden for et samlet indsatsloft på ca. 29.000 kilowatt-dage. Så vidt vides har de færøske fartøjer endnu ikke været aktive i tobisfiskeriet – i hvert fald er der endnu ikke registreret færøske tobislandinger i 2008.
De svenske fartøjer, der deltager i forsøgsfiskeriet har skullet fiske inden for et samlet indsatsloft på 50.321 kW-dage. Der er dog endnu ikke registreret svenske tobislandinger i 2008.
Tyske fartøjer har beskedne 2.097 kilowatt-dage til rådighed i forsøgsperioden. Heller ikke for tyske fartøjer, er der registreret tobislandinger for 2008.
Britiske fartøjer har kunnet deltage i forsøgsfiskeriet inden for et samlet indsatsloft på 29.954 kilowatt-dage. Et britisk fartøj har foretaget 2 tobislandinger i Danmark på tilsammen ca. 1.900 tons, der var fisket i EU-delen af Nordsøen.