Forhandlingerne om fiskerirelationer for 2019 mellem Grønland og EU blev gennemført på et møde i Bruxelles i sidste uge.
Det grønlandske Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug har dermed afsluttet de årlige forhandlinger om fordelingen af fisk i Grønlandsk område.
Aftalen danner grundlag for det europæisk fiskeri i grønlandsk farvand i hele 2019, og er baseret på Fiskeriprotokollen for 2016 til 2020, som er en del af Fiskeri-partnerskabsaftalen mellem Grønland og EU, skriver selvstyret i en pressemeddelelse.
Aftalen er den fjerde under Fiskeriprotokollen 2016 til 2020, og fiskerimulighederne blev fastsat med udgangspunkt Protokollen med de følgende ændringer for 2019 i forhold til de indikative mængder for Protokollen:
- EU modtager 200 tons ekstra torsk, hvilket betyder, at EU i alt kan fiske 2.000 tons torsk i Østgrønland i 2019
- EU modtager 865 tons færre rødfisk pga. rådgivningen på pelagiske rødfisk.
- EU får 200 tons ekstra rejer ved Vestgrønland, hvorimod modtager EU 1.350 tons færre rejer i Østgrønland.
- Angående lodde blev EU tilbudt 0 tons på grund af rådgivningen. Mængden kan dog ændres i 2019, når der foreligger en opdateret biologisk rådgivning.
- Bifangstkvoten blev nedsat med 76 tons.
Fiskeriaftalen mellem Grønland og EU består dels af en kommercielt baseret fiskeriaftale, dels af Fiskeripartnerskabsaftalen. Den kommercielle del baserer sig på EU-fiskekvoter i grønlandsk farvand, hvorimod Fiskeripartnerskabsaftalen består af bistand til udviklingen af den grønlandske fiskerisektor.
Aftalen har stor værdi for begge parter, og den opnåede aftale med EU skal senere forelægges for Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug til endelig godkendelse.
Den grønlandske delegation bestod ud over embedsmænd fra departementet også af repræsentanter fra GFLK, Grønlands Naturinstitut, Finansdepartementet og det grønlandske fiskerierhverv.
Kilde: Naalakkersuisut.gl FiskerForum.dk