Færøerne og Rusland indgik fredag 1. december fiskeriaftale for 2018 efter samme principper som tidligere. Nemlig at Rusland får tilladelse til pelagisk fiskeri i færøsk farvand, mens Færøerne får lov til at fiske bundfisk i russisk farvand.
Aftalen er indgået samtidig med, at bestandene af bundfisk i Barentshavet er faldende, hvilket også har sat sit præg på aftalen. Den færøske torskekvote i russisk farvand bliver op 16.800 tons, mens kullerkvoten bliver på 1.680 tons. Dermed er den færøske kvote samlet set reduceret med 12,5 procent sammenlignet med 2017. Kvoterne på henholdsvis fladfisk og rejer forebliver uændrede – 900 tons og 5.000 tons.
Makrelkvote til Rusland
Rusland får uændrede 81.000 tons blåhvilling i færøsk farvand, mens kvoterne på makrel og sild bliver reduceret. Russerne må i 2018 fiske 13.600 tons makrel i færøsk farvand, og må herudover have en bifangst af sild på højst 9.100 tons. En del af Ruslands makrelkvote i internationalt farvand må dertil fiskes i færøsk farvand, men herom er der endnu ikke indgået en endelig aftale.
Det færøske fiskeriministerium oplyser, at selv om den endelige aftale ikke imødekommer alle færøske ønsker, så er man tilfreds med aftalen.
Mandag den 27. november i år var det 40 år siden, at Rusland og Færøerne for første gang underskrev en fiskeriaftale.