En eksplosiv cocktail af eskalerede krigshandlinger ved Hormuz-strædet, tårnhøje oliepriser og nye EU-miljøkrav sender prisen på uundværlig plastemballage på himmelflugt. Kombineret med CO2-afgifter og den udskældte kilometerafgift står den danske fiskerisektor over for en hidtil uset omkostningsbølge på forsendelse og indpakning. Spørgsmålet er nu: Hvem skal betale regningen?
Det skriver fodevarewatch.dk blandt andet om i artiklen »Plastmarked under pres udfordrer storproducenter: «Ser voldsomt ud«
Mens de danske kuttere lander friske konsumfisk i de nordlige og vestlige fiskerihavne, trækker mørke skyer op over de logistikkæder, der skal bringe fangsten ud til de europæiske forbrugere. En ny krise ulmer, og denne gang er det hverken kvoter eller brændstofprisen på selve kutteren, der stjæler nattesøvnen fra branchen. Det er indpakningen.
Prisen på råolie er skudt i vejret som direkte konsekvens af den eskalerende konflikt i Mellemøsten, hvor krigen mellem USA/Israel og Iran nu for alvor truer stabiliteten omkring Hormuz-strædet. Strædet er flaskehals for en femtedel af verdens olie, men Mellemøsten er også den globale sværvægter inden for plastråmaterialer.
FødevareWatch.dk har beskrevet, hvordan store landbaserede koncerner som Stryhns Gruppen og Orkla Danmark slår alarm over situationen. Ifølge råvaretjenesten ICIS er prisen på polypropylen – en af de absolut vigtigste plasttyper til fødevareemballage – steget med over 30 procent bare i år.
Men hvor landjordens fødevareproducenter kan håbe på, at krisen blæser over, rammer plastchokket fiskerierhvervet som en mavepumper i et i forvejen presset marked.
Fisken skal pakkes ind – men til hvilken pris?
Inden for fiskeriet og fiskeindustrien er olieproduceret plast ikke bare en luksus; det er fundamentet for, at fersk fisk overhovedet kan eksporteres. Fra de massive EPS-kasser (flamingo), der holder fangsten kølig og frisk under transporten til Sydeuropa, til de tætsluttende plastbakker, rygfilm og vakuumposer i detailleddet – alt er baseret på de fossile råvarer, der lige nu er fanget i det geopolitiske stormvejr.
Når prisen på råmaterialerne stiger med 30 procent over få måneder, slår det hårdt og kontant igennem på emballageleverandørernes prislister til fiskeindustrien og eksportørerne. Og modsat andre fødevarer, kan fersk fisk ikke vente på lageret, til markedet stabiliserer sig. Den skal afsted med det samme.
Lovgivningens skruestik PPWR og afgifter presser bagfra
Plastchokket kommer på det absolut værste tidspunkt. Branchen kæmper i forvejen med at omstille sig til EU’s nye, skrappe emballageforordning, PPWR (Packaging and Packaging Waste Regulation). Forordningen dikterer massive krav til genanvendelse og reduktion af jomfruelig plast, hvilket i forvejen har skubbet omkostningerne til produktudvikling i vejret.
Når man lægger dertil, at transportsektoren er blevet ramt af den nye kilometerafgift (vejafgiften) på de danske veje, og at CO2-afgifterne lurer lige om hjørnet, tegner der sig et dystert billede af en logistikkæde, hvor prisen per fragtet kilo fisk presses op fra alle tænkelige vinkler. Alt lige fra strømmen på fabrikkerne til den plastfilm, der holder pallerne sammen, er blevet markant dyrere.
»Det ser voldsomt ud«
Over for FødevareWatch lægger Kristian Kornerup Jensen, administrerende direktør i Stryhns Gruppen, ikke skjul på alvoren, som også direkte kan overføres til fiskeriet:
»Når man kigger på verdensmarkedspriserne på commodities og ser på forudsigelserle for plast, ser det voldsomt ud, hvordan priserne på plast kommer til at stige. Som prognosen ser ud nu, ser det desværre ikke så lovende ud.«
Hos Orkla Danmark erkender man ligeledes, at der er en grænse for, hvor meget virksomhederne selv kan absorbere af de stigende omkostninger.
Hvem ender med aben?
For den danske fiskerisektor efterlader det et giftigt dilemma. Hvis eksportørerne og forædlingsindustrien sender emballage- og transportregningen videre til forbrugerne, risikerer man at udløse en ny bølge af fødevareinflation, som vil få kunderne i supermarkederne til at fravælge de i forvejen dyre, friske fiskeprodukter til fordel for billigere proteinkilder.
Vælger industrien omvendt selv at æde tabet, vil det dræne den kapital, der er hårdt brugt for til den grønne omstilling af flåden og produktionsanlæggene.
Én ting er sikkert: Kampen om det hvide guld handler i 2026 ikke længere kun om, hvad der sker på havet og på auktionerne – den afgøres i høj grad af prisen på den olie og plast, der skal beskytte fangsten på vejen mod middagsbordet, og om krigshandlingerne i Mellemøsten snart finder en afslutning.
