FF Skagen satte sig i starten af 2018 det mål, at energiforbruget i produktionen i Skagen skulle nedbringes med fem procent over en 3-årig periode. Den målsætning lykkedes det dem at opfylde på blot et år. Det har fået virksomheden til at sætte et nyt mål om en reduktion på yderligere fem procent for 2019.
Det skærpede fokus på energiforbruget i Skagen startede tilbage i 2016. Et af målene med den massive renovering af fabrikken var at nedbringe energiforbruget med ti procent. Og sidenhen har virksomheden fået blod på tanden i forhold til at blive mere og mere grøn.
»Vi fokuserer hele tiden på at nedbringe energiforbruget, og vi har også fremadrettet nogle rigtig gode ideer til at forbedre energipræstationen på vores produktlinjer i Skagen,« siger Technical Director i FF Skagen, Thomas Rasmussen.
Fokus på at finde vand
Et af de nye tiltag for at nedbringe energiforbruget er at » finde vand«, som Thomas Rasmussen kalder det. Han henviser til, at der bruges for meget spæde-vand til kedlerne, hvilket er et udtryk for, at der forsvinder damp i processen, som
derfor ikke kommer tilbage til kedlerne som kondensat. »Jo mere spædevand, man bruger, jo mere vand forsvinder der i din proces. Vi skal finde ud af, hvor dampen forsvinder hen,« siger Thomas Rasmussen.
Operatørernes fortjeneste
Udover at finde vand, arbejdes der i produktionen på at optimere proceslinjerne og opnå den optimale udnyttelse af maskinerne. »Man kan godt mærke, at operatørerne bliver mere og mere dus med anlægget, og de bliver bedre til at udnytte det optimalt. Det er helt klart deres fortjeneste, at det går så godt med at nedbringe energiforbruget. Jo mere fokus vores produktionsfolk har på at udnytte vores linjer bedst muligt, jo bedre går det med at mindske energiforbruget,« siger Thomas Rasmussen.
Gode nøgletal på energiforbrug i Hanstholm
Det kan være svært at spå om, hvor meget større reduktion der er mulig at opnå i Skagen, men fabrikken kan helt konkret måle sig op mod fabrikken i Hanstholm.
»Vi har haft meget bedre energital i Hanstholm, end dem vi har i Skagen, så vi kan jo se, hvor langt man kan komme ned. Selvom man ikke kan sammenligne fabrikkerne direkte, har Hanstholm bedre nøgletal, og dem vil vi bestræbe os på at komme så tæt på som muligt i Skagen også. Derudover vil vi også se på, om vi kan reducere yderligere i Hanstholm, når vi har fundet de vises sten i Skagen,« siger Thomas Rasmussen.