Det betyder at færre virksomheder omfattes af CSRD og due diligence, efter Europa-Parlamentet har godkendt en aftale, der hæver tærsklerne markant og indfører en mere risikobaseret tilgang – med udsigt til mindre papirarbejde for leverandører og aktører i bl.a. akvakulturens værdikæder.
EU godkender forenkling af grønne erhvervsregler, det skriver DAPO i sit seneste nyhedsbrev
Europa-Parlamentet har i december 2025 formelt godkendt aftalen om at forenkle EU’s regler for bæredygtigheds-rapportering og due diligence. Aftalen følger den politiske enighed, der tidligere på måneden blev opnået mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet, og udgør et centralt element i EU’s bestræbelser på at styrke erhvervslivets konkurrenceevne gennem reducerede administrative byrder.
Ændringerne vedrører især Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD).
Med aftalen hæves tærsklerne markant for, hvilke virksomheder der er direkte omfattet af kravene. Fremover vil bæredygtighedsrapportering primært gælde for meget store virksomheder, mens due diligence-forpligtelser begrænses yderligere til de største koncerner med betydelig omsætning og medarbejderantal.
Et væsentligt formål med aftalen er at mindske den afledte byrde for mindre og mellemstore virksomheder i større virksomheders værdikæder.
Det betyder, at leverandører og samarbejdspartnere i langt mindre omfang end tidligere vil blive pålagt indirekte dokumentations- og rapporteringskrav som følge af større kunders compliance-forpligtelser. Samtidig indføres en mere risikobaseret tilgang til due diligence, hvor virksomheder i højere grad kan målrette indsatsen mod væsentlige og identificerede risici.
For akvakultursektoren kan ændringerne få betydning ved at reducere kompleksiteten og omfanget af rapporteringskrav, særligt for producenter og virksomheder, der indgår som led i større fødevare- og forsyningskæder. Aftalen ændrer ikke EU’s overordnede målsætninger for bæredygtighed og ansvarlig produktion, men justerer rammerne for, hvordan kravene implementeres i praksis.
Den foreløbige aftale ændrer reglerne på tre punkter:
- Civilretligt ansvar: EU dropper planerne om en fælles EU-model for erstatningsansvar. Det bliver derfor i højere grad de enkelte landes regler, der gælder. Der indføres samtidig en bestemmelse om, at man senere skal vurdere, om der alligevel er behov for en fælles EU-ordning.
- Sanktioner: Der sættes et loft for bøder på op til 3 % af virksomhedens globale nettoomsætning. EU-Kommissionen skal udarbejde retningslinjer for, hvordan bøderne skal bruges i praksis.
- Tidsfrister: Fristen for at gennemføre CSDDD udskydes med ét år til 26. juli 2028. Virksomhederne skal senest leve op til de nye krav i juli 2029.
Efter Europa-Parlamentets godkendelse afventer aftalen nu den endelige formelle vedtagelse i Ministerrådet, hvorefter ændringerne kan træde i kraft og senere implementeres i national lovgivning.



















