Kvote forhøjelsen af sperling er foreslået af den fælles europæiske fiskerirådgivning ICES og det er nu op til EU-kommissionen at tage stilling til og beslutte den endelige fordeling.
Gjerskov har ringet til EU’s Fiskerikommissær Maria Damanaki og bedt om at kvoten bliver forhøjet, og at det skal gå hurtigt. ”Fiskerne skulle gerne i gang i år og det forventer jeg kommer til at ske,” siger Fiskeriminister Mette Gjerskov.
Vurderingen lyder på ca. 150 millioner kroner i værdi af den nye kvote i 2012 og er skønnet ud fra en pris på sperling på 2,30 kr. Traditionelt fordeles kvoten med ca. trefjerdedele til Danmark og resten til Norge. Det vil sige et forsigtigt skøn på 75.000 tons til danske fiskere.
Kvoten for sperling i Nordsøen har i 2012 været på 0. Men nu gives der for resten af året tilladelse til, at fiskerne kan fange 100.000 tons. Derudover vurderes det, at kvoterne for 2013 kan sættes helt op til omkring 450.000 tons. Til sammenligning var total fangsten af sperling for årene 2002 til 2011 på ca. 400.000 tons.
Fakta
*Det er videnskabelige undersøgelser fra i sommer, der viser, at årgangen af sperling nu har vokset sig stor. Denne årgang vil samtidig bidrage betydeligt til bestanden næste år, derfor kan kvoten sættes op også det kommende år.
*Sperling lever i stimer og kan blive op til 25 cm lange. De fanges mest i størrelsen 10-15 cm.
*Sperling er en såkaldt kortlivet art. Den bliver sjældent mere end 3 år gammel. Netop derfor kan bestandene variere voldsomt, da blot en enkelt dårlig gydesæson kan få mængden til at falde drastisk.
*Fiskere omtaler ofte sperling som ”calypso”, fordi man begyndte at fiske sperling dengang Nina & Frederik var populære i 1950-60’erne. De spillede calypso musik. Navnet kom også af, at når landingerne af fisken ikke blev iset ordentligt, blev de dårlige og fik en orangelignende farve, der kaldes calypso.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
FiskerForum.com