Det internationale havforskningsråd ICES (International Council for the Exploration of the Sea) offentliggjorde i fredags kvoterådet for årets tobisfiskeri, der starter om knapt en måned, fredag den 1. april.
Igen er der tale om små kvoter, som gør det endnu vanskeligere for de mindre demersale fartøjer, der supplerer med et mindre tobis-fiskeri, at få økonomien til at hænge ordentligt sammen. Men kvoteanbefalingen fra ICES rammer også industriflåden, både de danske og norske samt i lidt mindre grad de svenske, under dansk flag, som også fisker tobis.
Utilfredsheden er stor blandt industrifiskerne, der på baggrund af nogle gode skrabetogter, havde sat forventningerne noget højere, end det som ICES er endt op med at foreslå. Hvis denne rådgivning fra biologer og forskerne bliver fulgt af EU-Kommissionen, bliver det endnu en sæson, hvor fiskerne ikke kommer i nærheden af at fiske det, som skrabetogterne ellers viste.
Ifølge rådgivningen fra ICES ser TAC/kvoter for tobis således ud:
- Område 1r: 0-kvote med 5.000 tons moniterings-kvote, hvor regler for prøvetagning skal følges
- Område 2r: 71.859 tons (her var der pæne resultater omkring skrabetogtet – men det afspejles ikke i anbefalingen fra ICES)
- Område 3r: EU-andel: Ca. 6.500 tons
- Område 4: 0-kvote med 5.000 tons moniterings-kvote, hvor regler for prøvetagning skal følges
- Område 6 (Kattegat): 140 tons
Det er en yderst skuffet lokalforeningsformand for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, der således i Fiskeritidende.dk giver følgende kommentar med på vejen til tobis-anbefalingen fra ICES:
»Der er behov for en ny tilgang i ICES til udnyttelse af de kortlevende arter som tobis og brisling, hvor forskerne anerkender, at man ikke behøver være lige så forsigtige som fx. ved rådgivningen for torsk. Fiskerne har gang på gang oplevet, at selv en lav gydebiomasse kan resultere i en kæmpe rekruttering, hvilket faktisk også var tilfældet i 2016,« siger Jesper Juul Larsen der foruden at være formand for Sydvestjysk Fiskeriforening også er formand for Udvalget for Industri- og Pelagisk Fiskeri i Danmarks Fiskeriforening.