EFTERSØGNING: Fisker forsvundet i Skagerak

EFTERSØGNING: Fisker forsvundet i Skagerak

Skibe og helikoptere fra forsvaret leder netop nu efter en fisker, der faldt over bord fra et fartøj i Skagerrak nordvest for Hirtshals natten til torsdag.

Det oplyser Forsvarskommandoen torsdag morgen ifølge Nordjyske.dk.

– Der blev slået alarm klokken 03.41 i nat fra et fiskerfartøj, som havde mistet kontakten med et andet fartøj. Det viser sig, at personen på båden er faldet over bord, udtaler Lars Skjoldan, presserådgiver for Forsvarskommandoen, ifølge Nordjyske.dk.

Episoden fandt sted mens de to fartøjer var i gang med at fiske med garn tæt på hinanden. De befandt sig omkring 22 sømil nordvest for Hirtshals.

Efterfølgende blev der slået alarm, hvorefter kystredningsstationerne i Hirtshals, Hanstholm, Thorup Strand og Skagen sendte redningsbåde ud for at lede efter den forsvundne fisker.

Et patruljefartøj fra Forsvaret er også på vej til området, og det samme gælder to redningshelikoptere fra flyvestationerne i Aalborg og Skrydstrup.

Forsvarskommandoen kan i skrivende øjeblik ikke oplyse om sandsynligheden for at finde fiskeren i live.

– Man kan sige, at vandet er varmt, og forholdene derude er rigtig gode. Nærmere end det kan jeg nok ikke komme det, lyder det fra Lars Skjoldan, presserådgiver for Forsvarskommandoen ifølge Nordjyske.dk

Skriv et svar