I midten af september blev arbejdet med at genopføre den nedbrændte fabrik Varðin Pelagic på Færøernes sydligste ø – Suðuroy – indledt. Og går alt efter planen, så starter produktionen umiddelbart efter årsskiftet.
Ruinerne af den gamle fabrikshal er fjernet, og i stedet syder området nu af byggeaktivitet. Ifølge ejerne er fundamentet til den nye fabrikshal og fryseudstyr ved at blive støbt i disse dage. Faktisk er nyt fryseudstyr allerede undervejs fra udlandet til byen Tvøroyri, hvor fabrikken genopbygges.
Fabrikkens kontor og frysehal brændte ikke. Og selv om den tilhørende surimi-fabrik ikke brændte, så fik den så megen skade af branden, at den efterfølgende måtte rives ned.
Borgerne orienteret
Varðin Pelagic nedbrændte 9. juni i år, og resulterede i et kæmpe tilbageskridt for lokalområdet. Mange mennesker stod pludselig uden arbejde, og den lille kommune mistede enorme summer fra skatteindtægter.
Torsdag 19. september var der orienteringsmøde for borgerne i Tvøroyri, hvor repræsentanter fortalte om projektet og besvarede spørgsmål.