Det islandske fiskeriministerium har bebudet, at prisen for at fiske ved Island får et ordentligt nøk opad de kommende år.
I Island betaler fiskefartøjer en fast procentsats for at fiske, en slags ressourceskat. Denne sats er baseret på rederiernes overskud.
Og det er ikke små beløb, som den islandske statskasse har planer om at indkassere fra fiskeriet de kommende år. Ifølge islandske redere forventer den islandske stat at hente omkring 380 millioner i danske kroner fra fiskeriet i 2017/2018. Og næste år ventes dette beløb at stige til hele 700 millioner kroner.
Udgør stor del af overskuddet
Således stiger satsen for torsk med 107 procent (1,44 kroner pr. kilo), mens satsen for at fiske kuller stiger med hele 127 procent (1,64 kroner pr. kilo). På makrel stiger satsen med 18 procent.
Satserne for næste år bygger på tal fra 2015. Ifølge islandske redere udgør betalingen for at fiske næste år en tredjedel af overskuddet, som den islandske fiskeflåde havde i 2015 (20 øre pr. kilo).
Det er udelukkende fisk til konsum, som bliver pålagt denne type ressourceskat på Island.