En ny orange-hvid kutter har lagt til kaj ved Skaldyrscentret på Mors. Det er DTU Aquas nye forskningsskib, der torsdag den 7. maj traditionen tro blev døbt i champagne og fejret med taler og festlig stemning.
Høj blå himmel, roligt vejr, glade gæster og en flaske champagne i en snor fæstnet til et skib – så var der klar til skibsdåb på kajen ved Skaldyrscentret ved DTU Aqua på Mors i går 7. maj.
Det var institutdirektør Anna Rindorf, der havde æren af at døbe DTU Aquas nye forskningsskib i champagne – en gammel skik, der skal bringe held, lykke og sikkerhed på havet. Det nye orange-hvide forskningsskib fik navnet Asterias:
”Jeg har glædet mig rigtig meget til, at vi nu tager vores nye fartøj I brug. Asterias vil give os endnu bedre muligheder for at forstå den betydning , som klima, fangst og andre menneskelige påvirkninger har for kystvandenes produktion og biodiversitet og for vores brug og forvaltning af dem,” sagde Anna Rindorf i sin tale til gæsterne på kajen.
Skoleelever hjalp med skibets navn
Skibets navn ’Asterias’ er slægtsnavn for søstjerne, havets stjerne, som Jens Kjerulf Petersen, professor og sektionsleder for DTU Aquas Skaldyrscentret, siger, idet han fortæller, at det oprindeligt er eleverne i skaldyrscentrets skoletjeneste, der har foreslået, at skibet skulle hedde Søstjernen.
Så med navnet Asterias har man taget imod elevernes idé, samtidig med at give navnet lidt swung med ’Asterias’.
Asterias er bygget i Norge af skibsværftet Jemar Norpower, og her er det blevet specialdesignet som et topmoderne undersøgelsesskib:
”Vores nye skib kan operere fra det helt kystnære i fjordene til ude på åbent vand og øger dermed vores virkefelt. Arbejdsmiljø for vores teknikere har også været et væsentligt element i design af Asterias, og at DTU Aqua har investeret i dette skib viser, at instituttet virkelig vil sektionen og tjenestestedet Nykøbing Mors, hvilket er en stor opmuntring,” siger Jens Kjerulf Petersen, der har sin daglige gang på Skaldyrscentret.
Egon P går på pension som forskningsskib
Asterias afløser skibet Egon P, der har udtjent sin værnepligt som forskningsskib ved DTU Aqua, som har haft Egon P i 12 år.
Egon P fik sit navn efter den tidligere borgmester i Mors Kommune Egon Pleidrup Poulsen, som spillede en vigtig rolle i opbygningen af Dansk Skaldyrcenter. Skaldyrscentret fusionerede med DTU Aqua i 2014.
Egon P er blevet solgt til en mindre havn, Haarum ved Harboøre, hvor det skal bruges servicefartøj.
Asterias første togt
DTU Aquas nye undersøgelsesskib på Mors skal anvendes til monitering i kystnære områder, f.eks. i relation til muslinge- og østersbestandene i de indre danske farvande, og til feltarbejde i forbindelse med forskningsprojekter.
Forskerne bruger data fra moniteringstogterne til at rådgive beslutningstagerne om fastsættelse af kvoter for fiskeriet.
”Med Asterias får Sektion for Kystøkologi igen understreget, at sektionens forskningsinfrastruktur er helt i top og kan servicere alle sektionens forskningsfelter”, sagde Jens Kjerulf Petersen i sin tale til skibsdåben.
Når de danske søfartsmyndigheder, har givet den sidste tilladelse kan Asterias stævne ud på sin første opgave, der bliver at lave bestandsopgørelse af blåmuslinger i Limfjorden.





















