Danmarks Fiskeriforening håber, at fiskeriet bliver i Udenrigsministeriet. Andre placeringer er også mulige – blot det sikrer et dedikeret fiskeriministerium
Danmarks Fiskeriforening har været godt tilfredse med, at der for næsten 2 år siden skete en opprioritering på fiskeriområdet, idet fiskeri blev flyttet fra Miljø- og Landbrugsministeriet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev der udnævnt en minister med ansvar for fiskeri samt nordiske anliggender og ligestilling.
»I lyset af hvor meget internationalt arbejde, som der er på fiskeriområdet, så har det faktisk givet god mening, at fiskeriområdet hører under Udenrigsministeriet,« påpeger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Brexit har som bekendt fyldt godt på fiskeriområdet de seneste år, men generelt er det til fordel for dansk fiskeri, at EU-arbejdet ligger i et ministerium, som er internationalt orienteret.
»I den danske fiskerisektor håber vi derfor, at fiskeriet kan få lov at blive i Udenrigsministeriet, når nu Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen skal danne sin nye regering,« siger Svend-Erik Andersen.
Man kan i fiskeriet også godt se andre placeringer, blot det sikrer et dedikeret fiskeriministerium. Der er i fiskeriet stor bekymring for, at man allerede nu har glemt, at en væsentlig årsag til, at fiskeriområdet for 2 år siden havde brug for en »ny start« var, at fiskeriområdet over flere år var blevet udsultet og splittet i mindre enheder som lillebror i først Fødevareministeriet og siden Miljø- og Fødevareministeriet.
Minister med tid og mod på fiskeriområdet
Folketingsvalget viste, at der i befolkningen er stor fokus på miljø og klima, og det glæder Danmarks Fiskeriforening, idet fiskere om nogen er afhængige af et sundt havmiljø.
»Vi ser frem til at skulle arbejde sammen med den nye regering og det nye folketing. Vi kan i fiskeriet lide at høre, at der fra flere sider er fokus på havmiljøet, bl.a. fordi vi i fiskeriet oplever, at fiskene søger længere og længere væk fra kysterne,« siger Svend-Erik Andersen. Når det er sagt, så er det naturligvis ikke mindst den kommende fiskeriminister, som fiskeriet ser frem til at samarbejde med. Uanset hvem der bliver ansvarlig for fiskeriområdet, så har vi en tradition for dialog og samarbejde på fiskeriområdet og det er klart, at vi i erhvervet håber på en minister med tid og mod på fiskeri, for det er ikke altid et nemt område at arbejde med, «siger Svend-Erik Andersen med et glimt i øjet.
Fakta
– Fiskeriområdet blev overflyttet fra Miljø-og Fødevareministeriet til Udenrigsministeriet i august 2017
– Formelt hed det, at det var pga Brexit og for at give ”fiskeriområdet en frisk start” – oven på politisk højvande og kritik fra Rigsrevisionen
– Samtidig blev der genetableret en egentlig selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet. Styrelsen har ansvaret for at gennemføre regeringens fiskeripolitik og implementere EU’s fælles fiskeripolitik i Danmark
– Danmarks Fiskeriforening er en af EU’s største fiskeriforeninger og repræsenterer alle størrelser af fartøjer og former for fiskeri i Danmark, særligt det demersale fiskeri, skaldyrsfiskeriet og industrifiskeriet
– Danmarks Fiskeriforening har 700 fartøjer som medlemmer, heraf er de 550 mindre fartøjer under 17. meter