Siden den københavnske drengedrøm om fiskeri og det frie liv under en blå himmel, blev født på stenbroen har David Lange forfulgt sin drøm. Først med vennen Adam, da man tog springet og lejede en mindre kutter i Thorsminde på den jyske vestkyst og på den lidt hårde måde og for rullende kameraer og TV, sejlede Danmark rundt for at lære erhvervet nærmere at kende.
Det er så siden maj måned i år blevet til et fuldtidsjob, som leder af Kystfisker Kompagniet i Korsør, hvor der er etableret en mindre fiskeforarbejdnings- og engrosvirksomhed, med fokus på bæredygtige fiskeri og de havfriske fisk samt skaldyr. Selskabet er stiftet, ejet og drevet af kystfiskere med det formål at levere fisk af allerhøjeste kvalitet til fair priser, og med fuld sporbarhed, understreger David Lange, der samtidig ønsker at kunne fortælle den gode historie om fiskeriet og fiskene for derved at knytte en stærkere forbindelse mellem fisker og forbruger. »Vi opkøber fisk direkte fra danske kystfiskere i hele Danmark, men har især fokus på dagsfangede fisk af højeste kvalitet fra de indre farvande. Vi arbejder målrettet for at sikre fiskerne de bedste afregningspriser og minimere omkostningerne, da vi mener at forudsætningen for et rentabelt fremtidigt kystfiskeri og levende fiskerihavne, begynder med tilfredse fiskere,« forklarer David Lange videre. Bæredygtighed i fiskeriet kan være en svær størrelse at forholde sig til, men hos Kystfisker Kompagniet arbejder man ud fra en række principper, som menes er med til fremme og fremtidsikre et fiskeri, som er bæredygtigt, både økonomisk, samfunds- og miljømæssigt. – 1) en kortere og mere transparent værdikæde fra fisker til forbruger gennem fuld sporbarhed. Vær på fornavn med din fisker. – 2) lavt energiforbrug ved brug af garn, kroge og ruser som tilgodeser havbunden og det lokale økosystem. – 3) at øge den direkte tilgang af lokalt-fanget fisk af høj kvalitet og minimere transporten. – 4) at sikre fiskerne en fair betaling, der afspejler deres arbejdsindsats og udgifter, for derved at få mest værdi ud af de landede fisk og sikre et levende kystmiljø. – 5) at skabe en ramme, hvori både fiskere og forbrugere har en fælles interesse i at værne om fiskebestande og havmiljø. kystfisker Kompagniet arbejder tæt sammen med Foreningen For Skånsomt Kystfiskeri (FSK) og den internationale forening for kystfiskere LIFE (Low Impact Fishers of Europe), som arbejder for at forbedre vilkårene for kystfiskere over hele kloden. Desuden er Kystfisker Kompagniet en del af projektet »Naturskånsom fisk – fra hav til tallerken«, som er et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden og FSK.