Dansk-Norsk fiskemels-fusion vil omsætte for over 3 milliarder kroner

Dansk-Norsk fiskemels-fusion vil omsætte for over 3 milliarder kroner

Sammenlægningen af fiskemelsvirksomhederne norske Koppernæs og danske TripleNine har skabt Skandinaviens største fiskemelsproducent.
Sammenslutningen får et mere effektivt salgsapparat og større finansiel ballast, ligesom det nye dansk-norske selskab vil få fiskemelsfabrikker både i Norge og Danmark samt i Chile, og selskabet vil også eje 50 procent av handelsselskabet Nordsildmel.

De tre fabrikker vil være Vedde AS på Sunnmøre, TripleNine Protein i Thyborøn og Lota Protein i Chile. Disse tre fabrikker skulle efter det oplyste have en samlet produktionskapacitet på mellem 260 til 270 tons råstof pr. time, hvilket giver en idè om størrelsen af det potentiale der ligger i fusionen.

Koppernæs AS ejer Vedde AS som i sidste offentlige regnskab, 2011, havde en omsætning på 229 millioner kroner og et driftsresultat på 9,3 millioner kroner. Året før var driftsresultatet 62 millioner kroner af en omsætning på 212 millioner kroner.

I sidste regnskabsoversigt fra Koppernæs AS, er omsætningen fra Vedde AS og Lota Protein SA i Chile, opgjort til 461 millioner kroner, hvilket giver en omsætning i Chile på 232 millioner kroner. Der var dog ikke angivet noget samlet overskud i oversigten.

Salgsselskabet Nordsildmel AS havde i 2011 en omsætning på lidt over en milliard kroner. Resultat før skat var på 14 millioner kroner. TripleNine Protein havde en omsætning på 800 millioner danske kroner i 2012, mod en omsætning på over en milliard kroner i 2011. I det danske regnskab var nettoresultatet på 10,7 millioner danske kroner mod 46,2 millioner i 2011.