1.877 fyr er placeret i farvande omkring Danmark – Fyrlisten 2011 indeholder desuden 226 fyr placeret i havne omkring Færøerne og Grønland.
Dansk Fyrliste 2011 er netop offentliggjort i 34. udgave og afløser 2009-udgaven. Den nye udgave er i liggende format, da det øger overskueligheden. Tabellerne og beskrivelser til disse er selvfølgelig opdateret.
I fyrlisten kan man blandt andet se, at fyrenes udformning varierer meget. Der er alt fra en fyrpæl i Limfjorden med lanternen i en halv meters højde til en 8 meter høj gittermast med rødt bælte, placeret 445 meter over havet på Færøerne. Et af de mest eksotiske fyr er et fyr, der er indbygget i et hus med farvede vinduer.
Fyrlisten udgives i pdf-formatet og er forberedt til udskrivning i liggende, dobbeltsidet udgave med indbinding i toppen.