I 2015 solgte Jan Woller sit tidligere skib HG 236 »Milton« og byggede et mindre af samme navn. Med lige dele stædighed og arbejdsomhed lykkes det ham at skabe et supermoderne, MSC-Certificeret kystfiskerfartøj, som stod klar i 2017, og som opnåede dansk fiskeris første energirapport til en nybygning.
Gennem optimering af drivline, belysning og fiskeredskaber lykkes det at opnå omkring 20 % brændstofbesparelse i forhold til tidligere fartøjer i den danske fiskeflåde. »Mit ønske var at lave det optimale kystfiskerfartøj. Det ville jeg for at fortsætte med at udvikle fiskeriet i stedet for at afvikle det, og det gjorde jeg bedst ved at bygge et bæredygtigt fartøj med lavt brændstofforbrug, stor fleksibilitet og omstillingsparathed,« siger fisker Jan Woller
Det tog omkring syv måneder, fra skroget kom til Hirtshals Yard og til HG 236 »Milton« stod færdigt. De lokale håndværkere laver den dag i dag stadig sjov med, at Jan Woller arbejdede sammen med dem non stop – kun lige afbrudt af et tandlægebesøg på 1,5 time!
»Der er faktisk mere arbejde i at lave sådan en størrelse skib end et stort. Der skal samme mængde udstyr til, men det hele er mere kompakt. Skal tømreren sætte et loft op, må han spørge, om elektrikeren lige vil dukke hovedet,« siger Jan Woller.
Små og store både afhængige af hinanden
I en tid hvor skibene synes at blive større og større kan man sige, at Jan Woller gik i den modsatte retning, da han byggede et mindre skib end det foregående. Han mener dog, at dansk fiskeri har brug for store såvel som små skibe.
HG 236 »MILTON
«• 16,99 m langt og 5,88 m bredt
• Lastkapacitet knap 100 ton
• Skroget kom fra Polen, og Hirtshals Yard stod for byggeriet
• Besætningen består af tre mand plus »kaptajnen«, Jan Wollers kone Berit Woller, som altid står klar på kajen, når HG 236 Milton kommer i land.
»Små både er gode til det kystnære fiskeri og er virkeligt effektive. Vi er alle afhængige af hinanden, og jeg er ret stolt af, hvordan jeg begår mig godt blandt både store og små,« siger Jan Woller.
At de små både betyder noget bakkes også op af Rygaard Fisketransports daglige leder i Hirtshals, som netop har taget imod sperling fra HG 236 Milton. »De små både er en vigtig del af vores eksistens, da vi lever af at servicere dem og transportere deres fisk,« siger Kent Frydkjær, daglig leder af Rygaard Fisketransport, som ejes 40% af FF Koncernen.