Nu kan søstjerner langt om længe og endeligt bruges som fiskemel og ende som foder til svin, høns og fisk. Det sker efter en række EU-regler er blevet ændret efter dansk pres. De nye regler træder i kraft allerede tirsdag den 11. juli 2017.
Opskriften på en forretningssucces i Limfjorden, kunne være som fødevarestyrelsen beskriver det. Lettere omskrevet kan man sige at en plage i Limfjorden udnyttes kommercielt og ændres til protein som derefter udmønter sig i klingende danske kroner.
For ifølge beregninger og forsøg fra DTU-Aqua og Aarhus Universitet samt Muslingeerhvervet vil man kunne høste ca. 10.000 tons søstjerner om året og skabe en omsætning på 4,4 mio. kr.
Den lønsomme produktion af søstjerne, vil også give en miljømæssig gevinst, for med fiskeriet vil det fjerne ca. 165 tons kvælstof og 15 tons fosfor fra Limfjorden. Men den helt store gevinst ved fiskeriet efter søstjerner, er når de forarbejdes, for så indeholder melet efterfølgende 70 pct. protein.
Der findes enorme mængder af søstjerner, der bare ligger og æder blåmuslinger på Limfjordens bund. Med ændringerne i flere EU-forordninger, er det forarbejdet søstjerne-mel nu officielt blevet godkendt som fodermiddel og fiskerne kan nu kaste sig over et nyt forretningsområde, med at fange søstjerner i områder af Limfjorden, hvor der findes blåmuslinger.
Ved at fjerne søstjernerne, har blåmuslingerne bedre muligheder for at gøre det de er allerbedst til, nemlig at filtrerer fjordvandet for mikroalger og andre partikler, hvorved næringsstoffer fjernes. Muslinger renser således vandet og forebygger blandt andet iltsvind helt naturligt. Så når Fødevarestyrelsen taler om en plage der nu ændres til noget positivt, har man her fat i en rigtig vind – vind situation.