Det er Dansk Akvakultur der i sidste uge har indsendt høringssvar til udkast til »Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 2022-2027« Her påpeges flere faktuelle mangler og en række konkrete ændringsforslag.
Du kan læse hele høringssvaret her.
Der er en række stærke argumenter for at øge produktionen i akvakultur, og vækstpotentialet i den danske akvakultursektor er stort, da det omfatter primærproduktion i havet og på land, fiskefoder, marine ingredienser og udstyr til marin og landbaseret akvakultur.
Dansk Akvakultur har gentagne gange fremhævet, at vækstpotentialet kun kan realiseres ved at justere i rammevilkårene for primærproduktion, og erhvervet har præsenteret en række konkrete løsningsforslag.
Der bør være et højt ambitionsniveau på mål og indsatser. Alene realisering af de nye kostråd vil kræve yderligere ca. 50.000 tons fisk og skaldyr, og produktionen i dansk akvakultur er kun vokset med ca. 10.000 tons over de seneste 15 år.
Det er derfor bekymrende, at Fødevareministeriets udkast til ’Strategi for en bæredygtig akvakultursektor 2022-2027’ ikke rummer konkrete mål og indsatser for udviklingen af den danske akvakultursektor, og at den udelukker det store vækstpotentiale i marin akvakultur.
Anmodning om et nyt revideret udkast og supplerende høring
Dansk Akvakultur kan på den baggrund ikke støtte udkast til strategi.
Den strategiske analyse er mangelfuld og misvisende, den primære indsats er økonomisk støtte fra EHFAF-programmet, og erhvervets ønsker til ændringer i rammevilkår negligeres.
Dansk Akvakultur har anmodet om, at Fødevareministeriet udarbejder et nyt revideret udkast og gennemfører en supplerende høring.