Det er Danmarks Fiskeriforening PO (DFPO) der med formanden Svend-Erik Andersen går skarpt i rette med Fiskeriministeren Rasmus Prehn (S), der i Politiken her i Weekenden, lufter tanken om obligatorisk kameraovervågning i dansk fiskeri.
Omkring dette kommer det meget bestemt fra DFPO’s formand, at Ministeren bruger misvisende og manipulerende tal i diskussionen om kameraovervågning i Kattegat
Svend-Erik Andersen peger i den forbindelse på, at udsmiddet af torsk i Kattegat er markant lavere i 2020 end i 2018, og erfaringerne fra kameraprojektet netop viser, at fangsten af torsk i Kattegat er minimal, hvis man ser på fartøjsniveau, hvor udsmidet begrænser sig til nogle få torsk pr. træk eller 500 gram. (Tal som ministeren også har til rådighed)
Derfor mener Fiskeriforeningens formand, at det er at skyde gråspurve med kanoner, når ministeren hæfter sig ved stigningen på 65% fra 2019 til 2020, og samtidig overvejer tanken om en obligatorisk elektronisk monitorering (kameraovervågning) i dansk fiskeri.
Hertil siger Fiskeriformanden i en kommentar til Fiskeritidende.dk, »I Dansk fiskeri arbejder vi benhårdt på at reducere vores udsmid, og det er reduceret markant siden 2018 i Kattegat. Selvom procenterne er høje, er mængderne altså små. Vi snakker få torsk pr træk med en vægt på 500 gram per træk. Det er grotesk manipulerende at hæfte sig ved den høje procentvise stigning fra 2019 til 2020, når de faktiske fangster ikke er større, end tilfældet er. Så ser det meget voldsommere ud end tilfældet er, og selvom der er sket en stigning fra 2019 til 2020 er kvoten ikke i nærheden af at være opfisket, og vi forventer at udsmidet falder i 2021, da vi kun har fisket en fjerdedel af kvoten,« siger en tydeligt utilfreds Svend-Erik Andersen.
I en evaluering af projektet, (kan læses her), som Fiskeristyrelsen har lavet, og også som omtales i Politiken viser, at der i 275 træk er blevet genudsat 44 kilo torsk. Det svarer til 160 gram torsk i gennemsnit pr træk. Det hører med i kalkulen, at fiskerne ikke kan registrere mindre mængder end ét kilo.
Konklusionen fra Danmarks Fiskeriforeningsformand er klar »Kameraovervågning er en mistænkeliggørelse af erhvervet og er helt og fuldstændigt ude af proportioner.
Både retssikkerhedsmæssigt, fagligt og økonomisk set,« understreger Send-Erik Andersen, der absolut ikke ser noget som helst grund eller behov for, at gøre denne overvågning til en permanent ordning. Men omvendt vil formanden gerne fortsætte snakken om hvorledes erhvervet kan være med til at mindske udsmiddet yderligere.
Svend-Erik Andersen understreger samtidig, at regler skal overholdes, men at dette forsøg netop viser om noget, at Kattegat-fiskerne stort set ikke fanger torsk, hvilket bekræftes i Fiskeristyrelsens kamera-projekt, hvor det helt tydeligt fremgik, at det ikke var kameraerne der ændrede fiskerimønstret, men derimod rådgivningen og vejledningen. Derfor appellerer formanden for DFPO for, at projektet fortsætter som en frivillig ordning, som fiskeriet gerne vil samarbejder om.
Han slutter af med at sige følgende omkring rapporten, »vi vil bruge rapporten til at understrege nødvendigheden af frivillighed. For rapporten dokumenterer et psykisk belastende arbejdsmiljø på kameraovervågede både, hvor stress og frygt for at begå fejl hersker. Ønsker regeringen virkelig at kræve så drastiske metoder på det danske arbejdsmarked? Jeg vil stærkt opfordre til, at vi istedet finder en løsning, hvor projektet kan fortsætte under frivillighed og derudover fokusere på vejledning og rådgivning, som rapporten konstaterer virker. Det vil vi gerne tale videre med ministeren om.«