Der er en kæmpestor ideologisk forskel på dansk og amerikansk tankegang, når spørgsmålet kommer til hvorledes vi ændre klimaadfærd blandt virksomheder. Med en Co2 afgift i Danmark straffer vi virksomhederne, så de tvinges til at ændre adfærd, mens man i USA går den stik modsatte vej, og istedet yder tilskud til virksomheder der reducerer Co2-udledningen. De får stigende tilskud i forhold til hvor meget de sparer.
Pisk eller gulerod bruges for at få folk til at gøre noget, der peger i stik modsat retning i forhold til deres personlige motiv for handling.
Intentionerne med en afgift kan være både velovervejede og fornuftige nok, for med en afgift vil den, der belaster miljøet, også betale til samfundet for den belastning, som samfundet påføres ved forbruget. I dette tilfælde et fossilt brændstof, der udleder Co2.
En udledning, der nu formentlig bliver beskattet med en Co2-afgift, selvom der endnu ikke findes tilgængelige alternativer, som kan sættes istedet. Så man kan ikke undgå denne afgift – man risikerer på den baggrund at slå hele fiskeri-erhvervet ihjel. Hvis Danmark, også i denne sag, går enegang. Vores konkurrenceevne forringes og afsætningen af fisk og skaldyr overlades i så tilfælde til lande, der har knapt så restriktiv en beskatning og miljøkrav, som den danske.
Men vi mangler et væsentligt aspekt i denne diskussion om den grønne skattereform, der med Co2-afgiftens indførelse, også rammer et helt enestående fødevareerhverv som fiskeriet. Et fiskeri der er en kilde til den proteinrige kost. Et fiskerierhverv der i forvejen lander fisk og skaldyr med et meget lavt Co2-aftryk. (i gennemsnit 0,50 kg Co2 pr. kg fisk/skaldyr – kilde: Danmarks Statistik) Tilsvarende ligger et kilo oksekød på gennemsnitligt på 52 kg Co2 (kilde: Dr.dk)
Hvilket omregnet, svarer til en køretur i en personbil (15 km/liter) fra Esbjerg tværs over Jylland, Fyn og Sjælland til København. Så har man brugt lige så meget Co2 som to rigtig gode bøffer, serveret til 2 personer en lørdag aften har i Co2-klimaaftryk. Skulle man sammenligne med klimaaftrykket fra 1 kilo fisk og skaldyr, så var bilen end ikke kommet ud til Korskroen lidt øst for Esbjerg By.
Ifølge Fødevareministeriet er fisk en særdeles klimaansvarlig spise. Især ferske danske fisk og skaldyr som muslinger, sild, torsk og rødspætter er særligt klimavenlige. Så vil du gøre noget godt for klimaet, så servér masser af fisk.
Men Co2-afgiften på fiskernes brændstof vil stoppe fangsten af denne proteinrige fødekilde der iøvrigt ligger lige udenfor »døren« i vores kystnære havområder i Danmark. Så selvom fiskeriet står for mindre end én procent af Danmarks CO2-udledning, vil den nye SVM regering påføre erhvervet nye grønne afgifter. Det bliver en dødsdom til fiskeriet.
Fiskeriet har allerede nået en CO2-reduktion på hele 62 procent, så vi har endnu 7 år til at nå 2030 målsætningen på 70 procent. Det kræver dog, at der sættes turbo på udviklingen af grønne brændstoffer (Power-to-X), hvilket dog har lange udsigter.
Power-to-X betyder at omdanne elektricitet (power) til noget andet (x). Elektriciteten kan f.eks. omdannes via elektrolyse til brint, der enten kan anvendes direkte eller kan kombineres med andre elementer og raffineres til brændstoffer eller kemikalier. Men denne metode er både dyr og energikrævende. En tredjedel af energien i den strøm, der anvendes til elektrolyse-processen, går tabt.
Men disse Power-to-X produkter, er endnu ikke egnet som brændstof til den tunge trafik og sejlads. Det er derfor nødvendigt at forarbejde brinten yderligere i en syntese-proces, så den kan bruges som brændstoffer til den tunge transport. Det kan være i form af Metanol, Ammoniak eller E-kerosene. Her mistes yderligere næsten 50 procent i denne proces, så gevinsten her er udelukkende, at vi kan transformere havvind om til noget der kan lagres, nemlig brint, som så efterfølgende kan blive til methanol, som vi så kan bruge som erstatning for den fossile brændsel-olie vi kender i dag.
Men der er tilsyneladende lang vej endnu – derfor er det helt forkert, at Regeringen planlægger at pålægge fiskeriet en ekstra byrde, med en Co2-afgift, der ikke kan imødegås af ændringer af brændselsolierne, men udelukkende opfattes som en ekstra skat, hvor man bare kan vente på, at ny teknologi kan komme »ind fra højre« og redde branchen fra at gå fallit og konkurs.
Umiddelbart virker det ulogisk at smide energi (havvind) væk på lagring og især lagring der er så ineffektiv som brint. Brint-produktionens EROI (Energy Return On Investment) bliver helt gal, når man ovenikøbet ved at det kræver opbygning af en helt ny infrastruktur til transport og tankning. For ikke at tale om at motore til brint er langt mere komplicerede end el-motorer.
Så lad fornuften råde, lad Co2 afgiften ligge i skuffen, til der findes ny og bedre teknologi og lad fortsat danskerne nyde godt af, at være en kystnation med direkte adgang til en fødevare, som fisk og skaldyr, med et ekstremt lavt Co2-aftryk, til glæde og gavn for alle.