Fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn modtager første større last af brisling.
Trawleren L47 Camilla fra Thyborøn, med skipper Kim Johansen havde efter eget udsagn en rimelig tur og kunne her klokke 6.00 i morges lægge til og losse 235 tons brisling i en fornuftig størrelse.
Kim Johansen startede ellers med at rigge om til brisling fiskeriet for næste halvanden uge side, og første tur var gået sydover til området omkring Helgoland, men pga. tekniske problemer måtte turen kortes af og derfor blev det ikke til helt så mange brisling som ønsket.
Turen over Silver Pitt var anderledes bedre, her stod brislingen en smule højere i vandet, hvorfor man gik over til at bruge flydeskovle og over et par dage havde L47 Camilla nogle gode træk, lige indtil en magnetventil stod af ved hydraulikken, så måtte Kim vende stævnen hjemad igen. Ikke helt tilfredsstillende, for en dag mere kunne have fået den samlede brisling fangst op med 50 tons yderligere.
”Turen startede tirsdag eftermiddag i sidste uge,”fortæller skipper Kim Johansen, og fortsætter, ”nu kan vi gøre status efter at have losset fisken. I øvrigt en fornuftig last af brisling, som var fine i størrelsen, men som manglede lidt med hensyn til indhold af olie og mel, men det er jo også først på sæsonen. Fiskeriet er blevet lidt nødvendigtgjort, og lidt før tid, pga. tobis situationen, som alle lider under i øjeblikket.”
Kim fortæller videre, ”nu bliver der taget prøver af fisken og hvis man kigger lidt til sidste uges afregning, skulle lasten kunne indbringe små 1,40 / kg svarende til mellem 300 – 350.000 kroner og vi har nok brugt små 25.000 liter brændstof, så med fradrag af de øvrige omkostninger og reparationer samt drengenes løn, så skulle der blive lidt til overs, så jeg kan holde ferie hjemme i haven sidst i juli.”
Selv om den sidste bemærkning er sagt lidt spøgefuldt, kan man godt fornemme på Kim at de sidste mange månedes kamp, omkring den manglede kvote på tobis, har sat sine spor.
Allerede idag og om få timer stævner L47 Camilla atter ud på brisling fiskeri…
FiskerForum.com