I årtier har de danske havne været én stor ørken af beton og stål, mens politikerne har kigget den anden vej. Men nu lugter det endelig af fisk igen. Et nyt partnerskab mellem By & Havn og WWF vil tvinge livet tilbage under overfladen – og det er på høje tid, at vi stopper med at bruge vores farvande som en passiv losseplads.
Danmark er en fiskerination, men du ville aldrig gætte det, hvis du kiggede ned langs de polerede bolværker i København. Gennem historien har vi betragtet havet som uudtømmeligt og uendeligt robust. Vi har fyldt det med plastik, spildevand og beton, mens vi forventede, at fiskebestandene bare blev ved med at levere. Resultatet? En kritisk tilstand for vores hjemlige farvande, hvor især den europæiske ål er presset helt til kanten.
Men nu bliver der taget fat. Partnerskabet ’Sammen om havet i havnen’ er ikke bare endnu en glittet rapport til kaffebordet. Det er en direkte indsprøjtning til biodiversiteten i hovedstaden gennem opsætning af »Biohuts« – små, kunstige fiskebørnehaver, der giver ynglen en chance mod de store prædatorer i et ellers sterilt miljø.
En uventet alliance – Miljøfolk og fiskere finder fælles fodslag
Det er ingen hemmelighed, at bølgerne ofte går højt mellem fiskerierhvervet og WWF. Når talen falder på trawlfiskeri, lukning af gode fiskepladser og beskyttede områder, har parterne ofte krydset klinger. Modsætningerne er fortsat til at tage og føle på, og fiskerne kæmper for deres eksistensgrundlag mod restriktioner, der ofte føles fjernt fra virkeligheden på havet.
Men når det kommer til at forbedre selve fundamentet for livet under overfladen, kan man godt finde fælles kurs. Selvom man er uenige om forvaltningen af de voksne fisk, kan alle blive enige om én ting: Ingen fisk uden ordentlige opvækstvilkår. Tiltag som genetablering af stenrev og udplantning af ålegræs er initiativer, fiskerne kan påskønne, fordi det handler om at skabe natur frem for blot at begrænse menneskelig aktivitet.
Fra havnebassiner til de åbne kyster
Det nytter ikke noget at tale om FN’s Verdensmål, hvis ikke der er skjulesteder til de fisk, der rent faktisk prøver at overleve. Men arbejdet stopper ikke ved havnefronten. Mens By & Havn tager sig af de dybe bassiner, rykker de folkelige kræfter ud på de åbne kyster. Her spiller projektet Kysthjælpen fra Danmarks Sportsfiskerforbund en afgørende rolle. Det er her, de tunge løft tages med etablering af stenrev, muslingebanker og udplantning af ålegræs.
Ålen kræver handling, ikke bare sympati
Ålen er symbolet på vores svigt. Dens rejse fra Sargassohavet til de danske kyster er intet mindre end et mirakel, men når de unge glasål rammer vores havne, møder de ofte en mur af beton. Derfor er kombinationen af havne-biotoper og Kysthjælpens indsats i fjordene helt essentiel.
Heldigvis er der kræfter i dansk fiskeri, der for længst har smøget ærmerne op. Udover de store projekter ser vi lokale foreninger, der selv nedsænker »ålekasser« – den slags »gør-det-selv«-naturpleje, som bureaukratiet ofte overser, men som virker her og nu.
Vi skal væk fra tankegangen om, at havet kan klare sig selv. Hvis vi vil have en levende havn og et sundt fiskeri, skal vi stoppe med at behandle vandet som en kulisse til dyre lejligheder og begynde at behandle det som den vigtigste ressource, vi har. Det kræver sten på bunden og ålegræs i vandet – ikke flere PowerPoints i mødelokalerne.
Du kan læse WSP-rapporten »Monitering af ålegrus og biohuts«
