Onsdag aften havde bestyrelsen for Hanstholm Havn indkaldt til offentligt møde, hvor planerne for Havnen, samt den nye bestyrelse og nye havnedirektør blev præsenteret for de fremmødte.
“Med havnen, er det nu eller aldrig,” sagde formanden for Havnens bestyrelse Martin Vestergaard, da han under præsentationen, mere deltaljeret kom ind på udviklingsplanerne og hvorfor det netop nu er så vigtigt for Havnen at springe på vognen, for der står stribevis af andre havne klar til at tage opgaverne over, og sikre sig den livsnødvendige udvikling, hvis Hanstholm springer fra.
På mødet blev Hanstholm Havns kommende havnedirektør Henrik Carstensen præsenteret og Havnens ny sammensatte bestyrelse blev også gennemgået.
For havneplanernes vedkommende, fortalte bestyrelsesformanden videre, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som får en frist på et halvt år, for at finde ud af hvorledes udvidelsen kan gribes bedst an og hvorledes man finder de nødvendige investorer, som magter opgaven.
Efter bestyrelseformandens indlæg, kom det til en livlig debat med mange spørgsmål til den nye bestyrelse.