Landbrugs- og Fiskeristyrelsen åbnede den 1. maj 2024 tilskudsordningen Investeringer i kystfiskeri under Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF). Der er stadig over 20 mio. kr. tilbage, og derfor forlænges ansøgningsperioden frem til d. 31. december 2024.
Tilskudsordningen Investeringer i kystfiskeri har til formål at yde tilskud til investeringer.
Investeringer der styrker det danske kystfiskeri gennem:
- Udvikling af logistik, fangsthåndtering eller infrastruktur til at understøtte kvalitet og afsætning af kystfiskeres fangst.
- Udvikling af fartøjers bæredygtighedsprofil, herunder ombygninger af fartøjer, som indebærer omlægning til skånsomme redskaber, samt energieffektivitet, herunder investeringer, der bidrager til reduktion af brændstofforbrug og CO2 udledning.
Du kan fx søge om tilskud til en investering ombord på dit fartøj. Her kan du bl.a. få tilskud til:
- Skånsomme redskaber (lave garn, tejner, ruser, pilkemaskiner m.v.)
- Dyneema til beskyttelse af redskaber mod sælangreb
- Fryse-/kølelast (herunder isolering og installation af fryse-/køle kompressor)
- Redskaber til fangsthåndtering (renseborde, rensemaskiner, søvægte, pakkemaskiner m.v.)
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen giver også tilskud til investeringer på de mindre havne og landingssteder, hvor der landes kystfanget fisk.
Her kan du fx få tilskud til:
- Fryse-/køleopbevaring
- Køletrailer
- Vægte
- Pakkemaskiner
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan give tilsagn om tilskud på:
- 80 procent af de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet, hvis du søger om tilskud på baggrund af et fiskefartøj, som har en længde overalt på under 12 meter, og som ikke anvender trukne redskaber.
- 80 procent af de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet, hvis du søger om tilskud til en investering i et selektivt redskab, som bidrager til at gennemføre landingsforpligtelsen. Det fremgår af bilag 1, hvilke redskaber der bidrager hertil.
- 50 procent af de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet, hvis du ikke opfylder kriterierne i punkt 1 eller 2.
Sådan søger du tilskud
Du kan søge om tilsagn til tilskud på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens tilskudsportal: Tilskudsadministrative system (TAS)
Læs mere om hvordan du bruger TAS, og hvad du kan få tilskud til i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens vejledninger til Investeringer i kystfiskeri.
- Vejledning til Investeringer i kystfiskeri 2024
- Vejledning om ansøgning i TAS – Investeringer i kystfiskeri 2024
- Du kan læse mere om tilskudsordningen samt finde øvrigt materiale på Fiskeristyrelsens tilskudsguide.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til ordningen, kan du kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen alle hverdage kl. 10-14 på tlf 7218 5600.