Rejerne dør simpelthen, når de i deres føde får lakselus-medicinen med virkestoffet Diflubenzuron (DFB), et middel der effektivt hindre lakselus i at forny deres skel og som den vej rundt hindre udbredelsen af lakselus
Desværre har midlet samme virkning på rejerne, der også i deres livsforløb skifter skel flere gang. Desto yngre rejerne er, desto større problemer har de med skel-skiftet. Flere dør halvvejs i forsøget på at skifte skel, når der under det gamle skel, ikke dannes nyt. Problemet bliver stadigt større og større og breder sig mere og mere med meget alvorlige konsekvenser for både rejerne og for fiskeriet efter dem.
Rejerne er ellers en yndet og særdeles populær spise for mange nordmænd. Det er ligesom blevet en del af de kulenariske sommerglæder, mange af vores nordiske venner nyder i sommermånederne. Men dette kan måske gå hen og blive fortid nu, for ny forskning fra IRIS (International Research Institute of Stavanger), giver et helt andet billede af hvorledes udfordringerne for de norske kystrejer skærper til.
Det er ikke kun de små rejer der rammes, men også store fuldvoksne rejer har problemer med lakselusemedicinen, hvilket har overrasket forskerne. Som i et forsøg fandt ud af at selv ældre rejehunner havde store problemer.
DFB (Diflubenzuron) er et præparat der helt specifikt hindre dannelsen af kitin. Kitin er en vigtig bestanddel af en rejes skal. Ved indtagelse af stoffet, kan rejen udemærket leve videre, lige indtil den igen skal skifte skal. Her døde mange rejer i forsøget, heraf mange efter at være kommet halvvejs ud at den gamle skal, men hvor den nye skal ikke var blevet dannet. Derfor er forskerne igang med at afdække hvorledes lakselusmedicinen påvirker rejernes evne til at danne ny skal efter indtagelse af DFB. Siden 2009 er forbruget af DFB mere end tredoblet i Norge.
Dette er meget problematisk, da lusemidlet til laks er yderst effektivt og med de beskrevne konsekvenser, kan det blive en meget dyr affære, hvis man igen skal ud og kigge efter alternativer til DFB.
