To nye Royal Greenland-trawlere kommer ud at sejle rundt ved Arktis med vigtig software ombord fra Accuratech.
I 2019 vil to store trawlere fra Royal Greenland indtage de isfyldte farvande i Nordatlanten og omkring Arktis, hvor de skal hente hellefisk, torsk, kuller, sej og rejer op fra dybet.
Ombord på hver af de to trawlere vil være et komplet fabriksanlæg med en så kompleks opbygning, at det gør trawlerne i stand til at hovedkappe, rense og filetere fiskene – eller nedfryse dem hele. Ikke nok med det, fabriksanlægget vil også være i stand til at veje hver enkelt fisk og sortere dem efter art.
Helt centralt i disse topmoderne sejlende fabriksanlæg, der skal fungere under nogle af klodens hårdeste vejr- og temperaturforhold, sidder der software fra Accuratech.
»Det er meget positivt for vores virksomhed, at vi kommer til at levere software til de to store Royal Greenland-trawlere. Det er til dato den største enkeltstående ordre, vi har fået i Accuratech, og den bekræfter os i, at vores eksisterende softwareløsninger til fødevareindustrien er noget af det bedste i branchen – også til fiskeriet,« siger direktør Søren Schultz Jespersen.
Betyder nye arbejdspladser
Den store ordre til Accuratech er ikke blot en fornem anerkendelse af virksomhedens evne til at levere solidt og brugbart sporbarheds- og produktionssoftware til fødevareindustrien; det giver rent faktisk også anledning til at slå ledige stillinger op hos IT-virksomheden:
»Sammen med en i forvejen voksende ordrebog, betyder denne ordre, at vi skal ansætte flere folk, hvilket naturligvis er meget positivt,« siger Søren Schultz Jespersen.
Det er Aalborg-virksomheden Carsoe, der som hovedentreprenør på de komplette fabriksanlæg til de to trawlere har fået ordren til Royal Greenland, og virksomheden kommer således også til at arbejde tæt sammen med Accuratech om implementeringen af softwareløsningen. Carsoe har eksisteret siden 1974 og har specialiseret sig i at udvikle og producere anlæg og komponenter til fødevarebranchen, herunder fiskeindustrien.
Royal Greenland: Accuratech er en enorm interessant samarbejdspartner
Hos Royal Greenland er man begejstrede for, at det er Accuratech, der skal levere softwareløsningen til de to trawlere. »I Royal Greenland har vi nogle meget detaljerede udvælgelsesprocesser, når vi skal finde leverandører til vores projekter, og det stod allerede tidligt i forløbet klart, at Accuratech ville være en enormt interessant samarbejdspartner. Deres højt specialiserede viden inden for sporbarhed og produktionssoftware til fødevareindustrien er selvsagt noget, vi kan drage stor fordel af i udviklingen af de to nye trawleranlæg,« siger Bruno Nørgaard, Factory IT Manager fra Royal Greenland.
Søren Schultz Jespersen fra Accuratech vil ikke løfte sløret for aftalens beløb, men konstaterer blot, at »vi er efter en grundig proces landet på en løsning, som alle parter er rigtig godt tilfredse med.«
Accuratech har siden 2004 beskæftiget sig med kundetilpassede softwareløsninger i fødevareindustrien, hvor de yderligere har specialiseret sig i sporbarhed og de mange dokumentationskrav, der er til danske fødevarevirksomheder. Ordren fra Royal Greenland er Accuratechs første leverance til offshore-industrien, og det er Accuratechs anerkendte platform Shopfloor Management Suite, der bliver fundamentet for den tilpassede trawlerløsning. Accuratech har tidligere leveret flere forskellige løsninger til fiskeindustrien.
Kilde: Accuratech FiskerForum.dk