Christian tror på fremtidens fiskeri
Årets Fisker 2016 er kåret af Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank i Musikteatret Holstebro. Christian Pilegaard fra Skagen vinder blandt andet, fordi han investerer i fremtiden, og fordi han er en rollemodel for yngre fiskere.
Han er fremadskuende, og han tror på fiskeriets fremtid. Han har investeret, så han står godt rustet til fremtiden. Samtidig får han store roser som chef fra mandskabet på sin kutter S 226 Emmely Pilegaard. Christian Pilegaard fra Skagen er netop kåret som Årets Fisker af Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank i Musikteatret Holstebro.
– Årets Fisker er en rollemodel for de yngre fiskere. Selvom man ofte hører, at det i dag er svært for unge at etablere sig i fiskeriet, så har han vist, at det kan lade sig gøre at etablere sig med eget fartøj. Med en gennemsnitalder på 57 år for fartøjsejere i dansk fiskeri, må man sige at han med sine 37 år, stadig er en ung mand, forklarer Lars Gammelgaard, Fiskeri Tidende, blandt andet om valget af Christian Pilegaard.
– Året Fisker er fremadskuende og har stor tro på fiskeriets fremtid. Christian Pilegaard mener desuden, det er vigtigt, at nye unge kommer ind i fiskeriet. Fra dag ét som fartøjsejer har han haft lærlinge med om bord, og han finder det afgørende vigtigt, at hans besætning trives, understreger administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank Jan Ulsø Madsen.
Enig jury
Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening har indstillet fiskere til titlen. En jury bestående af administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank Jan Ulsø Madsen, Flemming Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Torben Høy, Vest Fisk og Lars Gammelgaard, Fiskeri Tidende, har sammen fundet den fisker, der er Årets Fisker 2016.
– Opgaven var ikke let, fordi vi har fået en række indstillinger på absolut kvalificerede fiskere, som på meget forskellige måder har gjort sig positiv bemærket i sit erhverv som fisker, og som var bredt repræsenteret fra de forskellige landsdele – fra havnene på Vestkysten, i Nordjylland og fra de indre farvande, siger Lars Gammelgaard.
Ros fra miljø- og fødevareministeren
Der var dog én fisker, der i den sidste ende skilte sig lidt ud fra de andre, og det var en helt enig jury, der alle pegede på Christian Pilegaard som Årets Fisker 2016. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) overrakte prisen.
– Christian er et godt forbillede for de mange yngre fiskere, som måske tvivler på, om der er en fremtid i fiskeribranchen. Fiskere som Christian er med til at forstærke min tro på, at der er gode udsigter for dansk fiskeri. Det er blandt andet for at hjælpe yngre fiskere, at regeringen arbejder på at få afsat penge til en pulje for yngre fiskere, så de kan få hjælp til at investere i fartøjer, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen
Christian Pilegaards erhvervskarriere startede dog ikke som fisker. Hjemmefra fik han at vide, at han først skulle have noget andet at falde tilbage på end det usikre fiskeri. Derfor var han først i smedelære, inden drømmen om at blive fisker kunne realiseres. Med en uddannelse som smed i baglommen, var det ikke svært at få hyre, og siden er det gået slag i slag i fiskeriet. Efter at have haft en lille part i et fartøj blev drengedrømmen om at få fod på eget dæk på kutteren S 226 Emmely Pilegaard opfyldt i 2010.