Inden miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) rejste til Luxembourg for at forhandle næste års fiskekvoter i Østersøen, fik hun en kontant hilsen fra Ålefiskerne i Danmark. Organisationen beskylder myndighederne for at bruge forsigtighedsprincippet som begrundelse for stadig flere begrænsninger, mens problemer med tabte levesteder, vandkraft, skarv og andre belastninger fortsat kræver løsninger. Ålefiskerne efterlyser konkrete resultater og advarer om, at et traditionsrigt dansk fiskerierhverv risikerer at forsvinde.
Forud for EU’s kvoteforhandlinger i disse dage fra mandag den 26. til og med tirsdag den 27. oktober, har Ålefiskerne i Danmark offentliggjort et kritisk indlæg på Facebook, direkte henvendt til miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF).
I indlægget retter ålefiskerne en omfattende kritik mod den politiske forvaltning af ålebestanden og de begrænsninger, der er indført for erhvervs- og fritidsfiskeriet. Organisationen mener, at myndighederne i for høj grad fokuserer på at begrænse fiskeriet frem for at håndtere de øvrige faktorer, der påvirker ålens overlevelse.
Det følgende er et partsindlæg fra »Ålefiskerne i Danmark«, som bringes i sin helhed og uden redaktionelle ændringer. Synspunkter, vurderinger og påstande i indlægget står for afsenderens egen regning.
Når bureaukrati slår et kulturarv-erhverv ihjel:
Forsigtighedsprincippet er blevet et politisk fripas
Det danske kystfiskeri og vores ålefiskere står midt i en katastrofe. Ikke fordi fiskerne har ødelagt havet, men fordi skrivebordsbureaukrater, politikere og grønne NGO’er har forvandlet det såkaldte forsigtighedsprincip fra et fagligt redskab til et ideologisk fripas. Under dække af at “beskytte miljøet” har myndighederne lukket for erhvervsfiskeriet i saltvand, forbudt det rekreative fiskeri og klemt erhvervet med en historisk lav kvote på blot 40 tons.
Men virkeligheden bag forbudspolitikken er slående: Man afskaffer et århundredegammelt dansk kulturarverhverv på et grundlag, hvor man reelt ikke ved, om et totalstop overhovedet gør en målbar forskel for den samlede europæiske ålebestand.
1. En sovepude i stedet for reel forskning
Ålen (Anguilla anguilla) er en af Europas mest komplekse og dataknappe arter. Med sin mystiske livscyklus fra gydningen i Sargassohavet til vandringen mod de danske kyster kræver den målrettet forskning. Men i stedet for at finansiere undersøgelser af ålens reelle overlevelsesfaktorer, vælger myndighederne den nemmeste udvej: Luk fiskeriet og vask hænderne.
Forsigtighedsprincippet var oprindeligt tænkt som en midlertidig ramme, mens man indsamlede data. I dag bruges det som en permanent sovepude, der fritager staten fra at gøre det nødvendige faglige arbejde.
2. Den umulige omvendte bevisbyrde
Fiskerne er oppe mod en helt urimelig “omvendt bevisbyrde”. De bliver afkrævet 100 % bevis for, at deres fiskeri ikke skader bestanden. Men når ålens rekruttering og vandringsmønstre er ekstremt svære at måle videnskabeligt, pålægger man erhvervet en umulig opgave.
At kræve absolut bevis i et dataknapt miljø er intet mindre end et forklædt forbud. Det forhindrer enhver form for kontrolleret, bæredygtigt og traditionsrigt fiskeri.
3. Fysiske kvoter fjerner fokus fra de reelle syndere
Hvorfor rammer politikerne altid fiskerne? Fordi fangsttal er et nemt håndtag at dreje på i et regneark. Det er ren socioøkonomisk blindhed.
Sandheden er, at ålen er påvirket af helt andre menneskeskabte og naturlige faktorer, som politikerne bekvemt ignorerer:
- Vandkraftværker og pumper: Hakker tonsvis af udvandrende ål i stykker hvert eneste år.
- Habitattab: Omfattende dræning af vådområder har fjernet ålens naturlige levesteder.
- Massiv prædation: Eksploderende bestande af skarv og sæler æder enorme mængder ål uhindret.
- Miljøgifte og parasitter: Svækker fiskenes overlevelsesevne.
Når man lukker fiskeriet, skaber man en falsk tryghed om, at »nu er ålen reddet« — mens de virkelige dræbere i vandløbene og kysterne får lov at fortsætte uforstyrret.
4. Man blænder forskerne på havet
Det mest paradoksale ved denne symbolske lukning er, at biologerne ved at fjerne fiskerne fjerner deres eget bedste datagrundlag. Erhvervs- og fritidsfiskere har i generationer fungeret som »frivillige forskere« på havet, der har leveret livsvigtige fangstdata, længdemålinger og registreringer til DTU Aqua og ICES.
Når fiskeriet lukkes, blændes forskerne. Resultatet bliver et endnu dårligere datagrundlag, hvilket gør det praktisk talt umuligt nogensinde at dokumentere en fremgang og genåbne fiskeriet.
Symbolpolitik over sund fornuft
Beslutningen om at kvæle ålefiskeriet er udtryk for en skadelig politisk tendens, hvor man ofrer et erhverv for at vise »handlekraft«, i stedet for at løse de reelle strukturproblemer med skarv, turbiner og ødelagte habitater. Danske ålefiskere fortjener en forvaltning baseret på reel viden, helhedstænkning og retfærdighed — ikke et ideologisk totalstop drevet af forsigtighedsprincippet i sin mest misbrugte form.
