Det skriver DTU’s website Fiskepleje.dk, at det erhvervsmæssige fiskeri efter ål i vore ferske vande i dag er meget begrænset i forhold til tidligere. Overordnet set er der tale om en helt klar faldende tendens.
Siden 2003 har den årlige fangst i ferskvand svinget mellem 27,5 tons (2003) og 4,9 tons (2020)
Og igennem de seneste fire årtier er erhvervsfiskeriet i mange søer fuldstændigt ophørt, bl.a. fordi indtægten fra fangst af ål, der rent økonomisk var omdrejningspunktet for fiskeriet, er faldet meget. Derfor er tilbagegangen i fangster både en effekt af faldende bestandsstørrelse og reduceret fiskeri.
De to vigtigste søer har i en årrække oplevet fald:
- I Arresø har fangsterne svinget siden 2003 svinget mellem 80 % i 2003 og 26 % i 2011 af den samlede årlige fangst i ferskvand.
- Saltbæk Vig er der fanget mellem 9 % i 2005 og 37 % i 2014.
- Der er ingen indberetning af fangst i Saltbæk Vig siden 2017.
- I dag er det derfor kun Arresø, der viser større fangstmængde (2146 kg i 2020), hvilket dog også er et historisk lavpunkt for den sø. Ingen andre lokaliteter, i alt 10 søer / åer der kommer over 600 kg i samlet årlig fangstmængde.
Landinger i saltvand dominerer
Det er kun en meget lille del af den samlede fangst af ål i Danmark, der stammer fra ferskvand:
- I perioden 2003 – 2020 blev mellem 94 % (2017 og 2018) og 98 % (2007 og 2008) af den samlede årlige fangst i Danmark gjort i saltvand.
- I samme periode har der været en faldende tendens i den samlede årlige fangstmængde fra over 600 tons i 2003 til ca. 181 tons i dag (gennemsnit 2018 – 2020).
- Faldet i landinger skyldes bl.a., at man for at opfylde målsætningen i den nationale forvaltningsplan for ål, målrettet har arbejdet på at få fangsterne reduceret.
Genopretningsplan for ål i EU
Erhvervsfiskeriet efter ål i Danmark har generelt været faldende siden 1960’erne. Det afspejler, at bestanden af den europæiske ål mindst lige så længe har været i tilbagegang. Årsagen til tilbagegangen kender man ikke præcis, men der er formentlig tale om en kombineret effekt af flere negative påvirkninger. Mange muligheder er forslået, herunder ødelæggelse af levesteder, spærring af vandringsruter, parasitter, fiskeri, ændringer i havstrømme, forringede fødemuligheder for larverne, nedsat frugtbarhed hos gydefiskene og forurening.
Men resultatet er kendt – en historisk lav bestand af ål i Europa.
I 2007 vedtog EU en genopretningsplan for den europæiske ål
Genopretningsplanen indebærer bl.a., at hvert enkelt medlemsland skal lave en forvaltningsplan for ål. Et af målene for forvaltningsplanen er, at 40 % af de blank-ål, der søger mod havet, frit skal kunne forlade vores ferske vande og begive sig på gydevandring. De 40 % skal beregnes i forhold til den oprindelige bestandsstørrelse, dvs. før tilbagegangen begyndte. Målet skal opfyldes for hvert enkelt land i EU.
Det har naturligvis betydet, at der med indførelse af den danske forvaltningsplan i 2009 blev lagt en række begrænsninger på fiskeriet efter ål, hvilket forventes at føre til yderligere fald i fangsterne i de kommende år. Således har erhvervsfiskere en personlig licens til at fange ål. Holder en erhvervsfisker op med at fiske, kan licensen ikke overdrages til andre fiskere, og nye licenser oprettes ikke. Derved udfases erhvervsfiskeriet efter ål indtil bestanden er genoprettet og igen kan bære et fiskeri.
Dødelighed hos ål i ferskvand
Det er ikke kun fiskeri efter ål, der er årsag til at ål dør i vore ferske vande.
- Foruden erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri, går en del ål til ved vandkraftkraftværker og dambrug
- ligesom prædation fra rovfisk, pattedyr og fugle er en betydelig faktor.
- Fiskeridødeligheden (erhverv og rekreativt samlet) udgør 61 % af den samlede dødelighed.
- Nedenstående figur er en opgørelse over hvordan dødeligheden for ål, både gulål og blankål, var fordelt i ferskvand i 2017.
Fiskeri efter ål i ferskvand historisk
Fiskeri efter ål har langt tilbage været det økonomiske omdrejningspunkt for erhvervsfiskeriet i vores søer. Op til omkring 1970 lå den gennemsnitlige årlige fangst i ferskvand på omkring 200 tons om året, altså mere end det samlede danske ålefiskeri (ferskvand og saltvand) i dag. Hovedparten blev fanget i søer, mens en mindre del blev fanget i vandløb, bl.a. i ålekister. Den tilbagegang, der er sket i fangsterne fra 1970’erne og frem, har derfor medført, at erhvervsfiskeriet på mange søer med tiden blev urentabelt og ophørte. Nedgangen i fangsterne er derfor dels udtryk for en faldende bestand af ål, men som nævnt tidligere, også en følge af, at der fiskes efter ål i færre søer end tidligere, hvilket har forstærket nedgangen i fangsterne.
