Første april er sædvanligvis datoen, hvor det er lovligt at drive gæk og lave sjov med folk, men nogle gange skulle man tro det også gjaldt dagen lige før.
Denne torsdag, dagen før 1. april på Spodsbjerg Havn, var selvfølgelig heller ingen undtagelse. Vores gode ven, der var på sin sædvanlige havnerunde i bil, havde også rullet vinduet ned og nød det spirende forårsvejr, som denne dag viste sig fra sin bedste side, med sol og lette forårsskyer.
Havnen henlå i forårsdvale med kun få aktiviteter rundt om på molerne. Hverken mere eller mindre, men noget var alligevel ikke helt som det plejede.
Ude på molen holdt Fiskerikontrollen, med to mand i bilen, som også nød det gode forårsvejr, med sæderne i bilen lænet godt tilbage, blev der misset lidt med øjnene, mens nakkestøtten blev indstillet korrekt, så ventetiden kunne blive så behagelig som muligt.
Kontrollen ventede øjensynligt på en erhvervsfisker, der som altid melder ind til kontrollen to timer inden en landing, om art og kvantum. De to kontrollører, var åbenbart i rigtig god tid, siden sæderne blev lagt ned og armene blev strakt i vejret for at lægge sig rigtigt tilrette, inden »arbejdet« skulle begynde.
Alt imens sejlede fem joller og to mindre kuttere med lystfiskere ind i Havnen, og her blev dagens fangst af torsk landet på kajen. Et par af de tyske lystfiskere, fortalte til vores ven på havnerundfarten, at de på denne ene uge, havde fanget ikke mindre end 300 kg torsk.
Var dette en aprilsnar eller hvad.. nej det kunne da ikke være rigtigt. Hvorfor må tyske lystfiskere fange torsk, når vores egne erhvervsfiskere ikke må. Lystfiskerne kunne uden krav om registrering, lande alle de torsk de havde lyst til. Kontrollen løftede ikke et øje, men fortsatte deres aktive venten i vandret stilling.
Da vores vens havnerunde var færdig ca. fem kvarter senere, holdt kontrollens bil stadig på molen og ventede på én af de få og sidste aktive kystfiskere, der ved hårdt arbejde og flid, skal have kontrolleret sin fangst, målt og vejet. Og måske, og især hvis fiskeren har fejlvurderet eller skønnet fangstens størrelse forkert, indkassere den obligatoriske bøde på 5.000 kroner.
Det er så skønt i Dannevang.. de sidder herude på molen, hvor de veludhvilet og friske er klar til at »flå« den sidste fisker. Vores ven fra havnerunden, fortsatte turen væk fra Havnen og kiggede en sidste gang i bakspejlet, hvor den før så idylliske Spodsbjerg Havn, pludselig ikke længere så så uskyldig og harmonisk ud.
FiskerForum.dk