Det er fiskeribiolog og professor samt direktør ved DTU Aquas Fritz Köster der fremover sideløbende også skal bestride jobbet som ny præsident for Det internationale Havforskningsråd ICES.
Institutdirektør Fritz Köster er nu udnævnt til præsident for Det Internationale Havundersøgelsesråd ICEA i de kommende tre år, fra november 2018 til oktober 2021. ICES er den internationale organisation, der koordinerer forskning og rådgiver EU og andre internationale og nationale myndigheder om fiskebestande, fiskeri og havøkologi samt menneskelige påvirkninger og bæredygtig udnyttelse af Nordatlanten og omkringliggende havområder.
Han er klædt godt på til opgaven, da Fritz Köster har været direktør for DTU Aqua og det tidligere Danmarks Fiskeriundersøgelser siden 2007 og han blev i 2011 desuden udnævnt til professor på DTU.
I årene fra 2002 til 2007 var han forskningschef for havfiskeri i Danmarks Fiskeriundersøgelser og før da igen, ansat som forsker på Kiel Universitet og det tidligere German Federal Research Institute for Fisheries (nu Thünen Institute). Fritz Köster har en kandidatuddannelse og en ph.d.-grad med i bagagen fra Kiel Universitet.
ICES Organisationen vælger ny præsident hver tredje år, og Fritz Köster, DTU Aqua er blevet valgt til præsidentposten for de kommende tre år til udgangen af oktober 2021. Han afløser professor Cornelius Hammer fra Thünen Institute i Rostock.
I en kommentar til udnævnelsen siger Fritz Köster blandt andet om sit forestående arbejde, »Samarbejde bliver nøgleordet for ICES i de kommende år. Organisationen skal bl.a. samarbejde mere med universiteterne for at udvide sit videnskabelige fundament. ICES har traditionelt fokuseret på fiskeri og akvakultur, men inddrager i stigende grad andre menneskelige påvirkninger af havets økosystemer, og den udvikling skal nu styrkes,«, siger Fritz Köster og fortæller samtidig at organisationen for nyligt har fået observatørsttus i FN, hvilket Fritz Köster ser som en anerkendelse af ICES´s globale rolle og organisationens videnskabelige standarder, arbejdsmetoder og produkter.
»ICES har meget at tilbyde, og ved at styrke det internationale samarbejde med videnskabelige og rådgivende søster-organisationer, som dækker Arktis, Middelhavet, Sortehavet og det nordlige Stillehav, kan vi bidrage til at sætte bæredygtig udnyttelse af havene yderligere på den globale dagsorden«, understreger Fritz Köster til slut.
Kilde: DTU Aqua FiskerForum.dk